TittelbladetRegine Normann | Krabvaag | Skildringer fra et lidet fiskevær | Kristiania | Forlagt af H. Aschehoug & Co. (W. Nygaard) | 1905] H. Aschehoug & Co. forlag ble grunnlagt i 1872. Forlagssjef William Nygaard d.e. (1865–1952) var RNs kontaktperson i forlaget og den som tok imot manuskriptet til
De utroligste omvendelseshistorier blev fortalt. Galninger, som hverken frygted gud eller fanden og var mødt frem under opbyggelsen for at drive gjøn, var blet grebet og hadde sunket iknæ under stor sønderknuselse og drog nu selv rundt og fortalte om sine græsselige synder og om guds store naade. Ja til og med syge, han hadde bedt over, var blet friske eller ialfald betydelig bedre.
Og idag skulde han komme til Krabvaag. Per-Nilsa Karen
Og idag kom han! Alt fra tidlig morgen hadde hun været paafærde. Nystukammerset maatte vaskes og sengklærne luftes til en slig gudsmand, som han var. Men under dette hadde der hændt hende noget, hun aldrig trodde sig istand til at glemme: i den splinternye, hvide skindfældenoverbredsel: teppe man har oppå dyna, et pynteteppe; jf. «Breidsla (f): et Dække, Tæppe» (NO)blott (her adj.): bar; «se noe med det blotte øye» (RO)
Det var takken og betalingen hun hadde for at huse alslags pak, som râk tilgaarde. Si nei kunde hun ikke; det var gammel hævd at ta ind paa Raen; men jamen var det mer end harmeligt ogsaa! – Den fine skræppekaren,
Sinnet kogte i hende, og hun slog og rysted i fælden. Det skulde bare mangle at han fik noget paa sig,
Høitidelig stulled Per-Nilsa Karen om paa hoselæsten og satte stolene langs væggene til rette, rydded op paa kommoden, tog bibelen ned af hylden og tørred støvet af den og la den sammen med bønnebogen og «Sjælens Harpetoner»Sjælens aandelige Harpetoner, samlede og udgivne af Th. Bjorheim, Trondhjem 1886
Søndagsskjørtet var heftet op paa den venstre hoften med en stoppenaal, forat ikke briskenbrisk synonymt med bruse, med forklaringen «ener, brakje» (RNs priv.ark., UBTØ)
Hun længted saa inderlig mod sjælepleie nu, enslig og forladt som hun var blandt syndere. – Visselig hadde hun gudsordet at holde sig til, og godt og naaderigt var det, ellers vilde hun rent ha vansmægtet;vansmægte: lide sterkt (av mangel på noe); tæres av lengsel (RO)hun var den eneste som strævde med at tjene ham i aand og i sandhed.
Presten kom hid i det meste et par reiser om aaret under vinterfisket og holdt opbyggelse; men da var der liden anledning til at samsnakke med ham to eina,
Paa den maaden hadde hun hat det hver høst, siden hun var fjorten aar og var blet vakt til syndserkjendelse af den fjeldfinnen, som reiste om og holdt møder. – Nei, ikke de fem aarene hun var gift med han salig afdøde Per-Nilsa. Da hadde hun været kvit det. Han var saa velsignet munter og glad til sinds, at hun ligesom ikke fik tid til at gruble. Men saa kaldte herren ham til sig, og senere hadde der været mangen tung time.
Med foldede fingre over en svær mave sad broder Tallaksen ved det dækkede bord. Dampen fra den glohede kaffe steg lunende om hans frostrøde, slaskede
Per-Nilsa Karens blik strøg lynsnøgt over bordet: mangled der noget, eller var det af bare hellighed, han sad slig? Hun sukked høit og krymped ihop under følelsen af sin syndefulde usseldom, og de betændte øine randt over.
Der slap et støn fra de tykke læber, og med grødet mælevederkvæge: forfriske; kveike på nytt; live opp; styrke
Per-Nilsa Karens hage var under bønnen sunket ned mod hendes bryst,
Mellem sten og ur, mellem rorboder og landtrukne baader seg folk i række og rad frem til skolehuset. Der skulde opbyggelsen holdes. Mændene drøfted halvhøit sildefisket, kvinderne gik tause ved siden eller fortalte lavmælt et og andet, de hadde spurt om prækaren. Høstkvældens mørke dølged ungdommen, der hadde klumpet sig sammen og kom et stykke bagefter, men knis og dæmpede hvin røbed, at broder Tallaksens ry ikke tynged dem synderlig.
Skolehuset blev efterhaanden fuldt til sidste plads, mens lampen i messingtraaden under taget svaied ustanselig i dørtrækken.
Bag et hvidduget bord med to tændte lys i glasstager sad han. Gik nogen haardt i døren, blafred lysene, og han saa op, ellers bladed han i bibelen og smilte velvillig til Per-Nilsa Karen og de par koner, som hadde sat sig nær bordet.
Ungdommen holdt sig mest ytterst i stuen borte ved døren. Lænet op mod karmen stod en bleg jente i syttenaarsalderen og stirred stivt med rædde øine. Det var Paulina, Per-Nilsa Karens eneste barn. Moren hadde flere gange gjort mine til hende, at hun skulde komme did op og sidde; men hun less ikke mærke det. Paa veien hadde hun været i følge med ungdommen, og saa hadde Øra-Jon lurt sig til et kys i mørket, og hun stod og var livende ræd. Far hans hadde jo været finn, og kanske Øra-Jon
Karenes kjæver tygged trutt, og tobaksspyttet klasked mod gulvet, sagte snakked de sig imellem om udsigterne for vinterfisket; men kvindfolkene folded hænderne over sammenlagte, hodevandsduftende lommetørklær og saa forventningsfuldt andægtige ud.
Da skar lægprædikantenslegpredikant: predikant uten teologisk utdanning (RO)
Under sangen gled de melkeblaa øine myndig forskende over forsamlingen, og hvor de traf, saa folk ned.
Han begyndte at be. En blød, inderlig bøn for de unge og gamle syndere, der sad foran ham. Nu fik vorherre hjælpe ham at frelse, om blot en enkelt af disse fortabte sjæle, som laa i djævelens lænker og ilte mod helvedes gab.
Efterpaa fulgte den egentlige tale, stødvis og baaret af en selvoplevelsens overbevisning, som rev alle med.
Paulina hørte nøie efter i førstningen, men kjendte med ét, at Øra-Jonvar en pen gut. Men finn – – aa nei, hun turde vist ikke for moren, maatte sagtens sidde hjemme og læse lange prækener for hende isteden. Saan var det bestandig. Aldrig moro, aldrig lov til at være i lag med ungdommen, saa meget hun end tagg og gnog.
«– Du gaar til helvede, kjære fiskerbroder, det er en levende sandhed!» skreg prædikanten.
Mere dæmpet og inderlig lød det: «Aa du ungdom, som søger din fornøielse i dans og syndige glæder. Du ligger i verdens og djævelens arme, i syndens pøl, siger jeg! Aa, vil du ikke komme til Jesus ikveld! Red dig! Red dig! Han elsker dig saa inderlig, du kan tro, han er snil at være hos!»
De sidste ord var næsten uhørlige for graat. Kvinderne tørked taarer med sine lommetørklær, mændene snød sig i fingrene, og luften ruged tung over stuen, mættet af stanken af svedte mennesker, støvlesmurning og hodevand. Og lampen brændte med gulbleg, døsig flamme.pudsede snød næsen;
Atter skreg han i: «Jeg har været en synder ligesom du! Du skulde bare vide, hvilket djævelens barn jeg var! Jeg hadde i denne time brændt i det dybeste helvede,
Fraaden stod ham i mundvikerne, øinene skinte af vanvittig angst.
I den disige, indestængte luft, hvor lampen neppe orked lyse, fik synerne liv og virkelighed, ikke alene for ham, men tillige for flere af tilhørerne. Hvide ansigter løftedes mod ham, snufs og støn og tunge suk svarte paa hans rop. Han la haanden over den vaade pande.
«O, forfærdelige syn! Jeg saa ham, denne verdens gud, mørkhedens fyrste, din kjæreste ven, du forblindede ungdom! Jeg saa ham, siger jeg dig, færdig til
Krampen tog Per-Nilsa Karen, hun segned af stolen og vred sig tudende paa gulvet.
Men høit over morens krampegraat ljomed broder Tallaksens sang ud til hende:
Det var skumring. Mæt og træt stod broder Tallaksen ved vinduet og saa udover det lille fiskevær. I den svindende dag gled hus og ur sammen under det kolde, svarte fjeld paa begge sider af vaagen, som mod nordvest aabned sig bredt til havet. Øer og holmer skjermed og tog af for sjøen, saa der var lun og tryg havn for de godt og vel femten storbaade, som drev vinterfiske i Krabvaag. Men nu var det den dødeste tid af aaret, og havnen laa stille og blank og speilte lys fra hytterne rundt om, efter hvert som der tændtes og lysstrimerne skar ud gjennem utildækkede vinduer.
Han hadde vandret om i disse hytter idag og talt med folket. Forvist var der stor sjælenød, ensligt og indestængt, som her var; men større forekom ham fattigdommen at være. Om han slog sig til ro her en tid, kunde det ikke bli tale om at kræve et lidet offer til ophold og reiseudgifter, dem han maatte bestride selv, da han ikke var lønnet i noget selskabs tjeneste. Han fik heller komme igjen under vinterfisket, thi herren har forordnet for dem som forkynder evangeliet, at de skal leve af evangeliet.
Paulina kom ind for at stelle med ovnen.
Lysningen fra ovnen spilled over hendes gyldenblonde haar, og han gik bort til hende, strøg hende over det og spurte lavt: «Elsker du Jesus, søster?» Hun reiste sig forvirret med graaten i halsen. Men han la hendes brændende kind ind mod sit bryst og gjentog spørsmaalet. Hun sansed neppe, hvad han sa, følte bare kjærtegnet af hans bløde haand og varmen fra hans pudede legeme. Saa med et trykked hun ansigtet tæt ind mod vesten, og hulkende skrifted hun ham sine synder.
Han blev ved at stryge hende over haar og kind. Mumled indimellem: «Tak kjære gud»
Under bønnen grebes hun af en sød fryd, en hellig løftelse, fordi hendes synder nu forlodes hende, og da han efter bønnen trykked sine kjødfulde læber mod hendes
– – – – – –
være
«Paulina, ka staar du der og heng etter? Sjaa tel aa kom' dæ' i fjøsen, saa du kan bli ferdi' tel bønnemødet –»
toe: vaske; tvette; toe sine hender (etter Matt. 27, 24): «si seg, være skyldfri, fraskrive seg ansvaret for det som kommer til å skje» (RO)
Det var Per-Nilsa Karen, som sang. Hun holdt paa i spiskammerset med at veie talgen til lysestøbningen.kotalglys (-et), lys laget av talg fra ku, av dårligere kvalitet enn talg fra sau
Det knirked i stuedøren, broder Tallaksen traadte ud til hende.
«Gud velsigne din sang og din flid, søster! – Jeg maa sende en sæk tøi hjem med skibet imorgen – –»
Blikket ledte over hylder og bænker. «Herren har nok rigelig overgydtovergyde, her: overrisle; overstrømme
Hun skjæved op paa ham med hodet paa skakke og sukked –
Det var vist altfor ofte tørt brød her i huset ogsaa. Unnadrottenavdrott, budrott, sommerdrott, med forklaringen «hva kvæget gir av sig en sommer, kvægets avkastning» (RNs priv.ark., UBTØ)saate (-a el. -en), kjegleformet haug av høy; høysåte vanlig i Bø-dialektent jeg kan rose mig af har. »
«Aa signe dig, søster,
Per-Nilsa Karen maabte efter ham. «Den helvedesbrand – Gud forlade mi synd! – tog han ikkje den bedste talga mi!»
det hadde han anraabt i en brændende bøn for alles øren. Ikke til sin ære og forherligelse, men til hans, som har sagt: «Glæder eder ikke over, at aanderne er eder underdanig; men glæder eder over, at eders navn er skrevet i livets bog.»
Hans ydmyghed tog dem mere end de mange ord. Den tvang til graat, og efterat rørelsen
Snøftende og famlende ba de fleste, men dog høit og uden blygsel. Stumper af katekismen, salmer, skriftsteder og udenadlærte bønner blandedes med klager og rop fra ens egen pinte sjæl. Men nogle graat bare.
Hos de talende som hos de tiende var broder Tallaksen. Hans fede ansigt skinte, og han rakte armene ud og jubled et tak og lov for hvert vidnesbyrd. De nølende opmuntred han, forsagte knælte han hos, intet syntes at trætte ham eller gjøre ham fattig paa ord.
I undren sad de,førstegrøde (-en el. -a), avlingen som høstes inn først, her: de første som blir omvendt; jf. bib. Ords. 3, 9; Jer. 2, 3; 1 Kor. 15, 20; Jak. 1, 18; Åp. 14, 4 (IB)
Blyg, med nedslagne øine stod hun og lytted til glæden i sit bryst, indtil hjertet blev for fuldt, og hun seg iknæ og priste sin brudgom og herre, som hadde kjøbt og renset hende med sit blod. Aldrig, nei aldrig vilde hun forlade ham, hvad saa verden vilde byde hende. Sit liv, alt hvad hun eied skulde hun ofre ham, og intet skulde skille hende fra ham.
Og de hørte paa hende i aandeløs taushed, og mer end én taare sildred ned i mændenes skjeg. Mellem graat og latter bredte broder Tallaksen sit lommetørklæ med keiser Wilhelm i midten over hendes haar. «Kvinder skal vidne med bedækkedebedække, her brukt som adj.: tildekkede
Per-Nilsa Karen gjemte ansigtet i sine hænder. En arm, fattig, haabløs synder var hun. Saa rent haabløs syndig! Hendes ed og hendes vrede over talgen sved samvittigheden. – Ikke saa, at hun hadde kjendt det slig fra først af, tvert om, da syntes hun, hun var i sin gode ret. Men eftersom bønnemødet skred frem, og hans store hellighed og gudsfrygt aabenbaredes, grodde angeren i hende. Og da broder Tallaksen opmuntrende hvisked blottstille seg: «prisgi sin person til omgivelsenes dom» (NOB)
Hun vidste ikke om Paulinas omvendelse, og efter datterens vidnesbyrd skjønte hun, at hun som mor burde takke gud. De andre vented det sikkert af hende.
Langsomt agte hun ned af stolen og titted bort paa broder Tallaksen, om han blev hende var. Da var det, det skede, hun aldrig senere kunde glemme. Han stod og klødde sig bagpaa halsen og lod til at kjende efter noget med fingeren.
«Det er lus
Men broder Tallaksen, som saa hendes ordløse kamp, knælte ved hendes side, og med armen om hendes nakke takkede han høilydt gud for alle de velgjerninger, der var bleven ham tildel i denne rigt benaadede søsters hus.
ør, i Bø fjerding, Bø i Vesterålen, sa de øyr
Ytterst paa odden laa kirkegaarden; for de fleste lig førtes sjøveien i det sogn, og den var lagt dér, fordi det høvde saa godt, og fordi jorden var værdiløs. Men kirken laa bag haugen et kvarters vei borte.
Øren var lav, og som tiesttidt: hyppig; som oftest
En og anden frossen, gammel krok kunde kanske paa det sidste, mens han laa og hutred i dødskulden, be om en tør grav, og da gjorde ligfølget sit bedste og grov, hvor de trodde det maatte være tørrest; derfor var gravene strødd udover uden nogen orden,for at finde en forholdsvis tør flek. At lede grundvandet bort, var der ingen, der tenkte paa, ligesaalidt som at holde kirkegaardsmuren ved lige.
Finn-Jo hadde i sine unge dage fested Øra til husmandsplads, da han gifted sig med bumandsdatteren inde fra hovedsognet. Han var liden og svart; hun høi, tynd og lys – fattig, men dog gaardmandsdatter.
Udstødt af slægten hadde hun nu bodd paa Øra i atten samfulde aar.Sultet og slidt sammen med ham og født ham fjorten barn, dem vorherre hadde kjendtes ved seks af og tat til sig i halsesygen. Men det var altids tungt nok at slide frem de andre otte. Ingen af hendes slægt hadde git hende en haandsrækning eller saa meget som sat sin fod indfor døren hos dem i alle de aar, hun hadde bodd her. Nu kunde det være det samme: ældste gutten, Jon – efter faren – skrev sig til konfirmation inde i hovedsognet idag, om nogen uger vilde han være voksen og kunne hjælpe faren med fisket, og de andre vokste fort til.otte14 børn, hvoraf vorherre havde kjendtes med ved seks og tat dem hjem til sig;
Finn-Jo var gammel og sliten nu, krøket af gigt og lei at komme udaf det med. I landligge laa han helst paa sengen og smatted paa snadden uden at ta sig det skabende gran fore, endda alt var vanflidd og fatesligt.
Klint op til det ene røstet stod fjøsgammen. Stor trængte ikke den at
Det var kveld. Gjennem den aabne dør strøg frisk eim fra mark og fjord ind i stuen, der konen holdt paa at koge kveldsgrøden. I vuggen laa et spædbarn og ilskreg, og en syvaars jente hang over vuggen og sang:
Hun trev vuggen i vild fart og sang sin vise om igjen og om igjen. Nogen smaabarn sad paa gulvet og lekte sig med skjæl og skaalbrott. Hun sparked med foden bort i lekerne deres, de skreg og slog efter hende, og faren, som laa fuldt paaklædt paa sengen, vaagned.
«Det va daa ei helvedes laat paa de ongan! Kan du ikkje stoppe kjæften paa dem, du, som mor e'?»
«Stop den sjøl, din raatstaur, der du ligg'!» kom det haardt fra konen; hun stamped grøden, saa ovnen skalv. Et grynt fra sengen, og han sov videre. Hun saa hen paa ham. – Gammel og grim før tiden laa han der med aaben mund og slap pusten ud i to korte stød mellem hvergang, han suged den til sig. Hun likte ikke synet, putted det udsugede bryst indunder trøiebarmen og saa ud gjennem døren.
Derude var det vaargrønne isprængt gule streif af soløie, som fulgte bækkefar og diger paa det vastrukne jorde. Lyngrabber og mosgrodd sten skar med vekslende farve ind blandt lysegrønt græs og sorte akerflækker. Langs odden lyste strandnellikken rød mod den hvide sand, hvor bølgerne skvittred og skvattred. Fra fjordens holmer, fra aaslier og øde myr lød kluk og snadder fra fugl, der parred sig i vaarkvelden, mens lys og skygge skifted, eftersom tind og skar aabned eller stængte for solen.
Hendes tanker var hos gutten hendes, som idag skrev sig. – Hadde han klaret sig? Det stod daarlig til med lærdommen, det vidste hun nok, men saa hadde han nu liden eller ingen tid hat til at gaa paa skolen de sidste par aarene. Her var mange munde at mætte, og han maatte være med faren baade sent og tidlig. Skolemesteren var vond og kaldte det ligegyldighed, han vidste ikke, hvad sult var; hadde han hat saa ringe raad og saa mange at dra føden til, som her var, hadde han vel hat bedre forstand.
Men kanske gutten skulde svi for det og bli atvist. Han vilde aldrig overvinde det, slig han var tilsinds. Det var bedre, hun hadde holdt ham til skolen og heller
Møisommelig krækte en enslig gut sig frem mod hjemmet over øde myrer, langs ødslige vand. Det var den tyngste gang, han endnu hadde gaat, og bedre var det, om han aldrig rakk frem, slig skam og tort, som han bragte med sig.
Fugl skræmtes op, der han ledte sig vei. Myrsnipen tripped med klagende pip fra tue til tue, tyvjo slog med rappe vinger under ilske skrig, og iblandt seilte enkelte maager i stille flugt. Fra vandene, som laa sorte og speilte skyfri himmel, skreg lom, og ænder snadred mellem sivet. Men han hadde hverken øie eller øre for noget omkring sig. Ikke engang da han var nærpaa at sætte foden i et anderede, sansed han sig saapas, at han tog æggene med. I ørske drog han sig frem, indtil odden laa foran ham med hjemmet, kirkegaarden og fjorden straalende i midnatsol. Da tog graaten ham, og han kasted sig næsegrus i lynget. Aa, du gode gud, for en dag det hadde været!
Han saa det hele saa tydelig for sig: Kontoret med de mange bøger opover væggene og dødningehodet over bordet ved vinduet, hvor alt det blanke, fine stod, og det rosede tæppe paa gulvet.
Presten kunde ikke forsvare for gud at lade ham fornye sit daabsløfte, naar det stod saa daarlig til med hans kristendomskundskab.
Et øieblik tænkte han paa at si presten saa fattigt det var for dem hjemme, og saa saart faren trængte ham i baaden, og be om at bli tat paa prøve; men da hadde klokkeren sagt: «Hans lærer skriver, at han er en doven laban,som neppe har søgt
Aa, hadde han den skolemesteren her, som han skulde dænge ham! Slaa og slaa til blodet silte!
Men han skulde ha det igjen, det kunde han forlade sig paa. Dette var lønnen, han hadde, for alle de gangene, han hadde skydset ham over sundet og git ham kokning for ingen ting.
Og presten, som ikke turde for vorherre – var han et gran bedre, madvomma? Hadde ikke han ogsaa været inde hos dem og de mangfoldige gange gaat forbi paa veien til kirkegaarden? Han hadde da vel øine at se med.
Sidde og smatte paa en pibe og være storkar – gutten hærmed efter ham – det kunde han, men være god mod fattigfolk, nei – – –
Han vælted sig over paa ryggen og saa op i himmelblaaet.
Tankerne gik mod hjemmet. Faren vilde slaa og spænde ham, det var han vant til. Men mor – – – det rykked om munden. Den som kunde reise langt, langt bort. Helst til Amerika med en gang. Eller helst dø. Nei
Øra vilde han kjøbe, en fin stue vilde han bygge, og et gildt nøst med mange baader skulde der være. Saa kunde skolemesteren komme, lægge hodet paa skakke og tigge om skyds: «Ak, Jon, vil du ikke skydse mig over strømmen?» – Juling skulde han faa, den tampen, og ingen skyds, det skulde han være mand for!
Han reiste sig halvt op. Det nytted ikke at gi sig over. Sulten gnog, han hadde jo ikke smagt madbeten siden imorges. – Hjemme hadde de lagt sig, det røg ikke af piben og døren var lukket.
Han famled efter madlaupen, der ottedags-nisten var gjemt. Nei, saa meget godt, moren hadde laget til ham! En tekop smør, en klat møsbrøm,Mysebrim: «blød Ost, tillavet af Valle og Vand, ved stærk indkogning, Søndm. og Nordl.» (NO); trad. i Salten møsbrømlefse: varm lefse smurt m. smør og flytende prim; i Bø-dialekten er møsbrøm og møsbrømlefse kjent særlig bl. eldre
I dybt alvor tog han til at spise. Først lefserne; han tygged langsomt, lod hver bid smage sig. Saa vaflerne, dem han først smurte med smør og sirup. Saa en skalk af brødet, men efter det kunde han ikke mer, la laaget paa, hev laupen paa nakken og rusled frem til stuen.
Men den dag og den nat mærked Øra-Jon
Til kirken inde i fjorden reiste hun, om veiret var lageligt, saasandt der blev holdt gudstjeneste, og messefald-søndagene
I det lille fiskeværet hadde Lars-Johan Else en særstilling
I sin ungdom hadde hun en vaar fulgt med farens fembøring til Tromsø for at gaa paa syskole, og om høsten, da de hented hende, var hun byklædt, med krinolinesirs: glatt, tett bomullstøy; «fineste sort farvet kattun»: bomullstøy (EO); «tynt (toskafts) bomullsty, oftast med appretur» (NA), «sirts = cantun; glatt, tettvove, toskafta bomullstøy, oftast med mønster trykt på ved blokktrykk. Opprinnelig ein indisk spesialitet» (Elstad 1997, s. 154).
Nu var hun over de seksti, men moden fra dengang hadde hun beholdt med undtagelse af krinolinen. Og den lille udfærd stod for hende i en sælsom glans og var blet et af hendes kjæreste minder fra ungdommen, det hun hadde fredet om og digtet paa alle de aar, hun hadde bodd her ude ved havet blandt omgivelser, hun støt blev en fremmed for.
Men Lars-Johan Else kunde ogsaa digte virkelige digte, hadde drevet med det lige siden hun som ung pige i sollyse nætter sad paa skjæret udfor farens nøst
Efterat hun hadde giftet sig og flyttet til Krabvaag, hvor havet ustanselig urodde hende, handled viserne mest om forlis og død. Ellers skrev hun paa bestilling ligvers til at sætte paa gravene,grav ligvers til at sætte paa gravkorsene hun skrev.
ligge paa ligstraa: «nylig være død» (EO), oldn. lîkstrâ: «Straa hvorpaa en er død» (EO)
At hun selv hadde en snév af samme synskhed, fik hun rede paa sidste aaret faren levde.
Hun sa ingen ting, men tænderne hugg mod skeen, slig dirred hun. Faren reiste sig braatt, bad dem spise og ikke vente paa ham. Da han lukked døren efter sig, svandt ansigtet.
Der blev stilt i stuen. Maden smagte ikke længer. Og da moren læste juleaftensbønnen og sang salme til, saa begyndte yngste broren, Thomas, som hadde fyldt seks aar sidst mikkelsmess,mikalsmess(e): festdag for erkeengelen Mikael, 29. september
Men den kvelden hadde han fulgt gaangfærden,gongferd: lokal vesterålsvariant av åsgårdsrei: ridende følge av (avdødes) ånder som farer gjennom lufta, særlig ved juletider; i Bø i Vesterålen en vanlig forestilling at gongferda for fra kirkegård til kirkegård; dial. «Nu må det vær gongferda som e ute», se
Vinterfisket rodde han i Krabvaag, men lørdagene seilte han hjem, dersom sjøen var farbar.
Saa var det en lørdag ude i februar. Fra morgenen hadde det blaast en hel storm, men frempaa dagen hadde han git sig et lidet bili i ord hvor man i dag oftest skriver e; sm. betydn. i Bø-dialekten når det gjelder været har doll (-et): «Nu vart det et doll».
Klokken kunde være omtrent elleve. Dørene var lukket og laast, og tjenestjenten hadde gaat op paa loftet for at lægge sig. Thomas sov i morens seng i kammerset, dér hun og Else sad og strikked ved et ensligt talglys. For varmens skyld var døren til stuen aaben, og gjennem skymringenskumring: halvlys, særlig etter solnedgang; mørkning; skyming; i Bø-dialekten «skjømming»uteleggjarovn: «jernovn som var helt lukket ut mot rommet, og hadde ilegg fra et ildsted i det tilstøtende rommet. Bileggerovnen egnet seg godt til fyring med torv og var vanlig langs den mest trefattige kyststripen» (Fladby m. fl. 1981); vanlig i bruk på Andøya: «dei kara glør inni han [ovnen] fra grua. Men han stakk inn i et anna rom og vermte opp dette.»
Hagl og sneslask slog mod ruderne, og det knaked seigt i de gamle bjelkevæggene, naar rosserne rusked i huset.
Ytterdøren gik, og én stamped sneen af ude i gangen. Moren saa op fra bundingen: «Gud hjælp mæg er ikkje far din ude i sligt veir. Fort dig ud og nørnøre, her: holde ved like; nære; også bet. «nøra, tænde, optænde» (NO); vanlig i Bø-dialekten: «Har du nokka å nør opp med?»; jf. dial. «et lite nor i ovnen»
Else skyndte sig ud, men gløtted i det samme paa gangdøren. – Der var
En stund sad de; saa tog moren salmebogen og bad hende læse «Raab til Gud i havsnød».annamme: ta imot; motta, her: ta overmiskunde: (rel., om Gud) forbarme seg over (NOB)
Klokken slog tolv. Langsomt og klart klang det i nattestilheden for de to, som skræmt hørte paa.
Et tungt slag i tømmervæggen, og alle døre fór paa vid væg, et isende gufs gjøv ind, og lyset gik ud.
«I Jesu namn, ka e' dettan'!» skreg moren og greb om Else, som stirred med vidaabne øine, for i døraabningen stod faren i fuldt skindhyre.
Det var som strævde han med at faa sagt noget til moren; men hun jamred: «Herre gud!» og saa var han borte.
«Mor, der staar han far i dørra!» hadde Else ropt. Men der kom ikke noget svar; moren sad i ørskebævre: skjelve svakt; dirre (NOB)
Men dagen efter kom dødsbudet: Han var sat tilsette til: omkomme; dial. pr. og inf. «sett' tel»
Han sad lyttende med hagen i hænderne. Den hvide, stride luggen hang ned i den brede, lave pande, som slid og tunge tanker hadde gjort gammel og træt før tiden; skjønt det blev én ikke var til daglig, naar han spræk og spænstig tog tag blandt de gjæveste. Gløgg i blikket, uvorren i munden, hag og hændtordhag: veltalende
I tre aar hadde han holdt til paa Føggeltaen. Først som dreng hos han Lars-Johan og nu sidste aaret som lauskar med kokemad og flinaflinad, (subst.), stell; jf. (v.),fli: stelle, gjere reint, rydde og vaske (i huset) (NN); «pynte, ordne, mest vest og nord i landet» (NEO); jf. da. fly: «ordne, sætte i stand» (EO); jf. sve. dial. fli: «ordne, pynte» (EO); vanlig i Bø-dialekten i uttrykk som: «Nu må du gå og fli dæ» i bet. vaske seg og ta på seg penere klær
Allerhelst hadde han reist til Amerika, hadde han eiet penge til billet. Han tænkte igrunden paa det endnu, men det blev ikke noget af med at lægge de kronerne til bedste. Hadde han dem, brugte han dem fort, trakterte gladelig paa hvemsomhelst og slog stort paa, saa længe de varte. Det var, som om den fattige, udhungrede barndom hadde afsat en trang hos ham til at vise sig og være med, der nærpaa tog magten fra ham. Og vild og saar var han for den mindste fornærmelse.
Over tøirammen, som dækked det underste af vinduet, skinte fuldmaanen ind i kammerset og lyste omkap med lampen, som hang paa væggen over bordet. Det brændte i ovnen, og døren til stuen stod paa gløtt, forat varmen kunde spre sig.
Men i stuen strømmed maaneskinnet uhindret gjennem bare vinduer. Det laa over Lars-Johan Elses vævstol og fik de graa traade til at skimre lig sølv, det streifed høvlbænken og gravkorset, som nymalt var støttet op mod væggen, det smøg hen i krokene over tømte brændevinsankerebrændevinsanker (-et): vinbeholder; anker også gammelt rommål for væske, i Norge 38,6 l
Det blev hedt, og Jon trak trøien af og kasted den over sengestolpen, drev bort til vinduet med næverne i bukselommerne og tilbage til kisten ved bordet, aabned den og fandt frem en pakke fra læddiken.leddik: lite, avdelt rom i en kiste el. en koffert
Men i eftermiddag hadde han bent frem gjort sig ærend til Per-Nilsa Karen selv. Vilde be hende laane ham firroringen tilfjords efter vinterbrændsel. Han naadde saa langt som i kjøkkenet; men da hørte han saan salmesang og præk fra stuen, at han gik med uforrettet ærend. Der maatte være bønnemøde eller nogen anden slags dævelskab, han nødig vilde opi.
Og nu sad han med pakken og vendte og snudde den. Det var klompan,(tre)klomp: tresko; fotnote i hjerk: kanten av fotbladet; jf. jark (-en): «kanten af Fodbladet, især den bredeste Deel. Ogsaa om selve Fodbladet ved Roden af Tærne; ligesaa om den tilsvarende Deel af Sko og Støvler» (NO); «jark (kanten av fotbladet)» (GO); RN har, i analogi med samtidens skrivemåte av likelydende ord, valgt å sette en h først i ordet, som ikke hører heime der.
Undres, om hun husked paa ham nogen gang? Var vel for grom til det, siden hun blev vakt. Men i hans tanker var hun stødt og stændig, trods det, han maatte si sig selv, det lidet nytted ham at sigte saa høit.
Ikke skulde hun behøve at sulte, om hun blev konen hans. Slide vilde han hvert evige døgn, og med ranglingen skulde det være slut i det øieblikket, hun svarte ham sit ja. Per-Nilsa Karen blev sagtens ramm
Han trev hidsig luggen fra panden.
Og sligt ga sig ud for hellig og bedre end andre folk! Fan, at Paulina skulde la sig narre opi denne helligheden ogsaa! Hun kom naturligvis ikke paa dansen ikveld, endda hun hadde sikkert lovet det forrige ugen. Holdt vel paa med bøn og ablegøier som mor hendes, det gamle spetaklet, uden at sanse paa andre.
Det knirked i ytterdøren, og han hev klompan nedi kisten og smeldte laaget til.
«Sitte du her aaleine?» sa Anders stril,positiv: lirekasse, «lidet stueorgel» (EO); flyttbart orgel (RO)
«Du e' den fø'ste, ser du.»
Jon slængte sig paa sengen.
«No er det kommen en saan forinderlig pen laat i dittane positiven min,» sa Anders stril og spilte en rheinlænder. Den lange, tynde skikkelse bukked sig kjælent over sin skat, og de slappe træk livned.
«Dittan e' kong Carls vals, den maa du synge med, hvisom du kan ordene.»søng synge med, hvis du kan oran.»
Øra-Jon reiste sig halvt og sang:
skumpleel.
skumpe: «stødes, ryste, bevege hid og did» (DO); vanlig i Bø-mål: «skunkles»
Under sangen drog flere sig stilfærdig ind. Lampen blev hængt op i stuen og positivet flyttet over paa høvlbænken. Jenterne klumped sig sammen i den mørke døraabningen til kammerset og titted stjaalent paa gutterne, som ivrig rydded unda til dansen og ledte frem noget at sidde paa.
Og par efter par dansed ud. De flinkeste rangveien inde i ringen af de øvrige. Blandt dem var Øra-Jon og altid med en af de vakreste jenterne. Øiet lyste, munden lo, spræk og ledig førte han hende paa den trange plads. Adskillige maatte gi tabt, men ham dansed ingen af gulvet.
Saa ofte det gik i døren, blev der holdt et slags mønstring, for endnu vidste de ikke saa nøie, hvor mange lægprædikanten hadde mærket.
Det var mest ungdom, som kom, med en og anden gammel kall iblandt. Gamlingerne kveikte piben og satte sig paa høvlbænken. Tog sig en rundtom
«E' ikkje du faret til hemmels, Jon-Marta, som holdt i føten' paa Per-Nilsa Karen under nedfaldssottanedfaldssott (-a el. -en): fallesyke; epilepsitrå møst: trå feil; trå i miss; vanlig i Bø-dialekten: «Nu må dokker ikkje trø møst» el. «trø i møss» (først lepperunding i>y så åpning til ø)
Men konerne hugg fra sig og fik latteren paa sin side.
En svarthaaret sekstiaaring i knæstøvler spratt op.
«Han røske dæg, Stril-Anders, spell en «polsdans»! Æg og kjærringa mi ska dans!»
Liden, tør og skrumpet krøb hun i læ bag de andre og ba for sig:
«Herre gud, Paal, æg e' paa treklompan!» Han slog ned i hende, halte hende frem og tramped alt takten, hun misted klompan og tripped efter paa hoselæsten.hoselest: strømpelest
Med et ansigt, furet som issprængt fjeld, traadte han rank som et lys, trods sine seksti aar, holdt takten støtt med haarde stamp og svang kjærringen, som den kjipnestekipen: overstadig glad, lystig, sprek; sm. bet. som lausspella: glad og kvikk, både i kroppsspråk og tale; jf. e. da. dial. kip: «kjælenavn til kalv» (EO); flamsk kippen: «springe ud, bli til, kalve» (EO); en variant av ordet i Bø-dialekten er kjebben: «en kjebben kar»
«Han røske dæg, spell fortar!»
De lo. De skreg. Par dansed ud,fotbunaden: fottøyet; sikkert brukt både i sko og lugger
En tyk, blid unggut kom lunkende ind med et trækspil under trøien; de flokkedes om ham.
«Spell markedsvisa, Kaurin!» tagg jenterne og nynned uvilkaarlig.
Han saa gjorde. Alle sang med og dansed til ordene.
Øra-Jon la armen om en jente. Han var vild og varm. «Dettan bli', fan brænn, den likaste dans, vi ha hat paa læng'!» – Mindtes i det samme Paulina og tørked trøieærmet over vindusrudens dugg.
bie: vente
Dér kom hun! Maaneskinnet gjøv om hende, selv var han i skyggen. Foran dansestuen sagtned hun gangen, greb sig i det og næsten løb frem mod laaven og ham.
«Godkveld!» Mælet hans var tykt, og han kjendte sig kold langs ryggen.
Hun skvatt til. Var han her – – hvorfor ikke med dem som dansed?
Hun var der ikke selv – hadde vel glemt, at hun lovde ham det? Fan, saa van hun var til at træffe.
Hun saa op paa ham.her – – hvorfor ikke med dem som dansed? | Hun var der ikke selv – hadde vei glemt, at hun lovde ham det? Fan saa van hun var til at træffe. | Hun saa op paa ham.
Han fulgte. – Gik moren støtt med hende i fjøset? spurte han braatt og anstrengt.
Vidste han det! Hun for sin del hadde ikke set ham for øinene paa aldrig saa længe.
Han hadde rækt opom her en kveld med klompan, han hadde lovet hende, men gaat igjen, for hun ikke var alene.førr el. førr at: fordi; for at
Hun blev glad og rakte haanden, mindtes i det samme saa mangt dem imellem og tog ikke pakken.
«Du kan godt slit' dem, forom æg ha gjort dem – der følg' saavist inga synd med de,» lo han med saar flir.
Hun rødmed. «Flir ikkje aat mæ',» ba hun og tog pakken
«Æg flir' ikkje; men det maa vel vær', si'an du e' blet hellig, at du e' blet saa storstændig.beine: hjelp; tjeneste; ordet er oppført i RNs håndskrevne ordliste (RNs priv.ark., UBTØ)
Hun braastansed. «Æg var en stor, forblindet synder, Jon; men nu har æg fundet Jesus,» hun tidde, som ledte hun efter ord. «Du skal omvende dæg, du ogsaa,» sa hun mygt, og brændte af hele den nyomvendtes iver.
Hans blik veg unda og fæsted sig ved hendes skygge paa den hvide sne, men saa maatte han alligevel se paa hendes bløde barneansigt og øiet,
Omvende sig, sa hun! Akkurat, som om de gudelige skulde være bedre. – Vidste ikke han det! – Aa jo da – – Han hadde følt hjertelaget. Presten, han skulde da være gudelig nok, og skolemesteren; men de sendte ham hjem fra konfirmationen, endda de saa vel hadde rede paa, det var for at hjælpe far sin paa sjøen, at han blev fra skolen. – – – Andre aaret maatte moren være med efter lina, mens han drev paa skolen; men den leken gjorde hende helselaus for den stunden, hun hadde igjen at leve – – –Og slig var de allesammen! Hellig i munden, men hjertet – – –
«Jon!» hun kylte pakken i ham og la paa sprang.
«Kan du ikkje behold' dem?» Han stak pakken borti haanden paa hende. Det var ikke hende, han mente.
«Du tjener djævelen,» hiksted hun. Hun var fremme nu – vinduerne var mørke, for moren hadde lagt sig. – Hun snudde fort om hjørnet, der skyggen af huset skjulte hende, og famled efter bislagdøren.
Han stod ved siden af. «Ta klompan,» ba han spagt. «Æ' ha gjort dem tel dæg.»
«Nei!»
Det kogte i ham. «Trur du, du svir dæg paa dem?» –
Hun rev i klinken, han la næven om haanden og holdt igjen.
«Slæp!»
«Nei!»
«Æg rop' paa ho mor!»
«Rop du!» – –
Han tog helt om hende og prøvde at kysse. Hun vægred, vred og vandt sig uden ord i armene hans. Hed aande strøg hendes kind, faste fingre klemte hendes nakke. Hun graat. – Han slap og stod skamfuld indved hende.
«Vær ikkje sint paa mæ', Paulina, men ta klompan!» – Han mente ikke noget ondt med det han sa.
Hun skjøv imod og vilde ind. Han vendte sig tvært. «Æ' ska fan ikkje plag dæg med dem!» Der var flere jenter end hun i Krabvaag, slængte han mod hende, idet han strøg.
Hun efter, fanged ham i armen. Han rysted hende af sig, men hun holdt taget.
Længe saa han paa hende. Det skalv i hans ansigt med korte ryk, og blikket sænked sig tungsindig i hendes.
«Det va be're, du hjælpt' mæg tel aa bli et godt menneske,» sa han, ga hende pakken og gik tilbage mod Føggeltaen.
Paulina stod igjen; tørklæet var glidd ned paa skulderen. Maaneskinnet flommed over hav, over sne, over hende, stjerner tindred fra sortblaa himlen, nordlys glitred i svage blaf, men hun saa ikke opad længer, kun efter ham, som nu svingte om laavehjørnet og blev borte.
«Jon,» hvisked hun inderlig og strakte haanden efter ham.
Mellem ilingerneiling: byge; skur; «plutselig, frisk vindbøi med nedbør (regn, hagl, sne)» (NRO); dial. eling: «Eling (…) Iling, Byge af Regn eller Snefald; en Stund da det regner eller sneer» (NO)snak kan komme av: 1) snok: lukt; teft (NEO); jf. v. snoke; vanlig i Bø-dialekten: «Han for og snoka overalt», om en som går på jakt etter godbiter; 2) feilskriving for snask: slikkeri, jf. (v.) snaska: snuse; lukte (NEO); vanlig i Bø-dialekten: «Æg fann nu litt kakesnask å ha attåt kaffen»fli: stelle; jf. flina, egl. flinad, (subst.), stell; jf. (v.),fli: stelle, gjere reint, rydde og vaske (i huset) (NN); «pynte, ordne, mest vest og nord i landet» (NEO); jf. da. fly: «ordne, sætte i stand» (EO); jf. sve. dial. fli: «ordne, pynte» (EO); vanlig i Bø-dialekten i uttrykk som: «Nu må du gå og fli dæ» i bet. vaske seg og ta på seg penere klæregg: ytterkant av fiskebanke; lang rygg i havbunnen; «en lang Forhøjning i Havbunden» (NO)
Men kvinderne hadde det travelt med at faa paa haand og fod til karene, før slidet begyndte, og fra tidligste morgenotten til langt paa kveld surred rokken, og strikkepinderne glitred i lampelyset. Det var ikke smaatteri, som sledes under fisket, mindst to par sjøvottersjøvott (-en): votter av ull som er strikket kjempestore, ca ½ m., så tøvd til vanlig størrelse; en spesiell sau gav garn til sjøvotter, garnet gikk spesielt godt i hop når det ble tøvd; sjøvottene i Bø vanligvis hvite, laget av garn med lite snurr for at de skulle holde seg myke når man arbeidet; man pleide aldri å kaste sjøvotter, når de var utslitt, brukte man dem til såler på luggene; ikke vanlig i Bø å ha to tomler på sjøvottene, men andre steder i landet vanlig; sjøvottene før i tiden hadde to tomler slik at det skulle være mulig å bytte hand, Qvigstad sier om Storbørra og Lillebørra, sam. Duoddar-Fac'con og Mærra-Fac'con, av sam. fáhcca: vott, to utpregede langsmale åsrygger i Nordkapp kommune: «Sett fra havet ser disse fjell ut som tommelfingrene på en vott. De kalles under ett Porsangtuva» (Qvigstad 1938, s. 71), perspektivet gjør navnet forståelig, sett fra øst el. vest er dette to lange rygger, men sett fra sør el. nord bare to tomler, så smale er ryggene.handingsvott (-en): «små vottar til lett handleg bruk» (HO); vanlige ullvotter, grå av farge, i Bø kalt «gråvotter»; halvparten så store som sjøvottene når de ble strikket, laget av en annen type garn enn sjøvottene; brukt til tørt arbeid, som å henge fisk på hjell og lign.hose (-en): strømpe; lange ullstrømper
Men for han Iversen selv hadde de respekt. For han, som hele tiden hadde været en slig aparte
Hvordan han bar sig paa kontoret, var mest ikke til at snakke om; dér sad han bred og svær bag pulten, med skindluen trukket helt ned over det skaldede hode og svor og pinte inde i sit røde skjeg paa, at ikke en eneste fik kredit af ham, om de saa hængte sig.
Han skulde, fan pine, for én gangs skyld lære dem at la være at snyde ham lige for næsen, som de hadde gjort forrige vinteren, da de fort væk solgte fisken til opkjøberenopkjøber: en fiskekjøper som kjøper fisk på land el. på tilreisende kjøpefartøy til videreforedling til saltfisk el. tørrfisk; oppkjøperen lå ofte med skip på vågen, kunne gi gode priser på fisk og var konkurrent til den faste kjøpmannen på land, som gjerne hadde gitt fiskerne kreditt på utrustningen og ikke ville at de skulle selge til oppkjøperen; den faste kjøpmannen hadde ofte tak på fiskerne på grunn av gjeld
Krabvaagingerne bar det med ro: Aldeles stoppe krediten kunde Iversen ikke. Matte nok værsgod holde liv i dem til fisket tog paa at skabe sig, og siden blev det vel en raad.
Han vidste det selv ligesaa godt. Forresten var han sikret ved pant i alt
Værre gik det fjordingerne – flest husmænd og fattigfolk, som søgte til ham om udstyr. Rundrygget, paa buede ben tassed de ind paa kontoret, lukked døren vart efter sig og ba goddag.
Iversen saa snaut op, bare skrev, saa det krasled paa papiret.
Fjordingen blev utryg, klemte sydvesten og gumled paa skraaen, saa sig om efter spyttebakke, glemte sig og sendte spruten i gulvet og strøg det ud med sjøstøvlen, til han endelig fik mumlet frem sit ærend.
Iversen hugg i et kort nei. Den anden prøvde lirke, men straks blev han vild og harsk og hundsed og haante. De kunde ryke og reise til opkjøberen, som de gjorde forrige vinteren, eller did de vilde for ham.
Sydvesten dirred i tjærebrædd næve, kjæverne bed kvassere i skraaen.
Svalt kone og barn? Hvad skilte det ham! Hadde saa vist ikke skaffet dem nogen af delene. Ingen hjalp ham med at fø frem sine.
Efter meget snak og lang akkordering fulgte der, for deres vedkommende, som rodde fiske i været og endnu kunde kalde en ko og en baad sin, en forskrivelse til ham paa alt, de eied og kunde ha lykke til at fiske i vinterens løb. En bindende fuldmagt
Fiskeren takked, knuged sydvesten paa og tassed ud igjen.
Men fra dem paa kramboden lød i flirende kvisker: «Ha du forskrev' dæg tel han? – Ha du sælt sjæla di?»
Svaret blev git med et lurt glimt i øiekroken: «Ja desværr', æg ha saa,» og øinene rundt om blinked i forstaaelse.
Den kontrakten brød de sig ikke stort om, naar først opkjøberen laa paa vaagen.
Men den, som slet ingen kontrakt fik at underskrive, kom sagtere, mere kroket ud end han gik ind. Ba stilt farvel og rodde med lange aaretag den tomme baad mod det fattige hjem med de mange munde, som vented paa mad.
Alligevel kunde det endnu hænde, at Iversen skubbed pottemaal og lodder ihop for at sætte sig paa disken under hængelampen med den store hvidmalte skjærm. Da vidste de, at han var i godlynde, og at der vanked en hyggelig stund.
Karene flytted sig nærmere, satte sig mageligere tilrette og lo mod ham i korte knægg. De kjendte sig selv igjen i det, han fortalte, og drog frem minderne fra sine egne stevner ned efter leden.
Eller talen faldt paa storsildaarene,
To aar, tre aar varte herligheden, saa var den slut. Ikke en sild mer at se. Kostbart udstyr af garn og farkost; tomtønder og salt i nøst og paa brygge blev liggende til unyttes. Til ingen verdens nytte var det altsammen, naar silden blev væk.
Savn efter svunden herlighed og tanken paa Bergens-skyld, som efter mange aars forløb kunde dukke op, kjøbt til inddrivning af sagførerne, grumsed glæden ved minderne. Og den skylden blev tung at trækkes med i længden. – Især siden dette med sagførerne kom paa. Tryg kunde ingen vide sig mere. Krøtturet pantedes paa baasen, fisken beslaglagdes paa hjelden, og bestandig deised det over én saa braatt, at én ikke blev levnet tid til at omraade sig paa forhaand.
Men paa hjertebunden lagred sig et kokende had til bergenskjøbmændene og til sagførerne; de var i ledtog om at suge til sidste blodsdraabe.
Og i det kapitel var Iversen med. En stille forstaaelse hersked mellem dem, for under det samme strubetag vred han sig. Værre, ti gange værre, og ikke bedre. De stilled betingelserne, de bestemte priserne, aldrig salg til høieste notering, altid sekunda i opgjør, om varen ved afsendelsen fra ham var finfineste prima! Kneb og fanteri paa alle hold og en fortærende magtesløshed overfor hele greien! Skylden vokste, kravene øgedes og udsigt hadde én til en vakker dag at staa paa bar bakke med sig og sine. Det var, gud forsyne, hans surt erhvervede erfaring. Neimen om de hadde aarsag til at misunde ham!
Han slog i disken og skumped med albuen til lampen, saa den dingled og slang.
De tidde og glodde opad hylderne, hvor tøiruller og rosede tørklær laa, og kaffekopper og andre nødvendige kjørler stod sammen med alskens
Paa gulvet indenfor disken var stablet kasser med rosiner, svesker, cikori og tobak mellem halvtønder med erter, sukker og gryn. Udenfor stod sirupstønden og oljefustagen,oljefustasje: oljefat el. oljetønne; fra nht. Fustage, holl. Fustage, egtl. «stavekar» (EO); «ty. el. nederl. avl. av lat. fustis tønnestav» (NOB)
Barn i ærend fra mor blev ekspederet af handelsbetjenten og titted nysgjerrig paa de alvorlige mænd.
Tausheden tynged og minderne med. – Iversen trev en tobaksrul, bed en buss og sendte rullen videre, og den gik fra mand til mand.
«Nei bætterdø' kara! Den gangen jeg i en forrykendes orkan redded seks ranværinger
Det letted, tungerne løsned, og historie tog historie til langt paa kveld.
Øra-Jon holdt meget til paa kramboden, hadde ligesom
Tidt husked han faren, naar han saa, hvordan fjordingerne blev modtat. Det var ikke til at undres over, at han var kommet modløs og opgit hjem med tom baad og hadde bandet gud og hele stellet, til moren maatte kjærbe ham om at styre sig for barnans skyld.
Men var nøden for stor, kunde ogsaa hun tabe modet, ærte og ægle ham, saa de røg op at slaas, og ungerne forskræmt krøb i skjul, hvor de bedst fandt et. Naar dette kom over Jon, kjendtes det dobbelt godt at lure sig op i fjøset til Paulina.
Hun var blet god og snil mod ham, siden han den kvelden i maaneskinnet gav hende klompan, brugte ikke den hellige minen længer og kunde snakke om andet end omvendelse og bønnemøde.
Der var lunt i det lave fjøs, bygget af drivtømmer. En svær mahogni planke hadde det til mønsaas, vægger af ek og fedfuru. Og til værn mod ond hug og avindsyge var en enerkvist stukket over hver baas, og tjære brædde kors malt over de tre ekenagler i dørstokken.
Kjørenehan bar om til hvert enkelt dyr. Han passed nøie, at hver fik sit, hun var streng med det.
Slap høiet op, gik han ind paa laaven og hjalp til med taagingen.taaging: riving, her: dra i høyet som ligger fastpakket i et høystål (stabel el. tett lag av høy, gjerne med rett kant forrest) for å få ut tørrhøy til å fore kreaturene med; jf. (v.), taage: rive, smh. m. (v.) dial. taa: «opptrevle, sønderrive» (EO)
Hænder mødtes vart, kind streifed kind. Herinde i mørket, alene med ham, blev hun medgjørlig og myg.
Paulina stunded ogsaa til kvelden. Hun var glad i Jon og skulde nok magte at gjøre ham til et gudsbarn, bare hun ikke maste og plaged. – Han var jo saa god gutten, der han sad paa fjøskrakken med Evangeliebasunen
Der var lunt i det lave fjøs, bygget af drivtømmer. Krøtternegnubre: «tygge hørlig» (NRO, tilleggsbind); finnes ellers i RNs forfatterskap, f.eks. i gnubre smh. m. det lydmalende verbet gnure: gni, skure
En efter en fanged tinder og nuter ild,
Ogsaa fjeldet over Krabvaag
I to dage hadde den ligget der, og nu gled den længer og længer nedover lierne. Snart strøg den bjerkesnar,
Men helt ned til Krabvaag
Oppe paa salskammersetsalskammers: kammers oppe på loftet, ved siden av salen: det store loftsrommet som oftest lå over stua i nordlandshus
Ved bordet sad den gamle. De matte, taarefyldte øine stirred anstrengt mod fjeldet, mens fingrene vekselvis gled over en slidt almanak og en opslaat salmebog. En syvaars jente stod ved siden af og saa nysgjerrig paa de røde mærker, farmor hadde sat i almanaken.
«Hvor langt er nysolen
«Nu er den paa Rypaasen.»
Hun sukked: «Om et kvarters tid naar den Næverbakken. – Se her, ta bogen og løb did. Naar du kommer frem, skal du stille dig med ryggen mod solen uden at se paa den først. Og saa skal du holde bogen,
Opover bakken kom barnet. Hun maatte lægge skierne ikors for ikke at falde. I haanden holdt hun farmors sølvspændte
Men nu var ogsaa nysolen der, og den dryssed sit guld om hende. – «Nysol!» jubled barnet og strakte armene mod solen, men husked straks farmors formaning og vendte ryggen til. Med dirrende fingre blev spænderne aabnet og bogen holdt mod solen: «Kjære nysol, led op salme til farmor!» – Men ikke før var de tre brætter lagt, saa svinged hun sig rundt, kasted et langt blik mod solen og satte udfor bakken. – – –
Paa kammerset vented farmor med bankende hjerte. Vilde barnet bære sig rigtig ad? Skulde hun nu faa vide, om hun var feig
Og slig som hun hadde længted efter nysolen iaar. Vist de hundre gange hadde hun bladet igjennem almanaken og set over alle de gamle mærker og aspekter. – Aaja, aaja, de røde krydsene, hun hadde sat – ja, det vidste vorherre bedst, hvor angsten hadde pint hende, da hun satte dem der for at holde rede paa dagene, som var igjen. – – Og nu skulde hun faa vide det. Aa, herregud, om saa var, at hun nu var feig! Hun var jo gammel og træt, men livet var kjært alligevel –
Nysolen løi ikke. Traf den ligsalmer, varsled den dødsfald. Som dengangen hun misted to af sønnerne sine under lofotfisket, da hadde hun slaat op ligsalmer, og da dødsbudskabet kom, var hun paa en maade forberedt.
De gamle, skjælvende hænder folded sig fast i skjødet, og det furede ansigt under den hvide, nystrøgne kappe lukked sig over et tungt minde – –
Døren reves op og barnet styrted ind til hende med bogen.
Farmor tog brillerne af, pudsed dem omhyggelig og satte dem langsomt
Der var den første brætt. Hun strøg den varlig ud og læste:
Høitidelig læste hun salmen tilende. Ikke den svageste bæven i stemmen eller en trækning i det gamle ansigt forraadte, hvad hun følte. Barnet stod ved siden og tænkte paa kirken.
Næste brætt aabnedes:
Saa kom den sidste brætt. Hænderne rysted, idet hun nølende glatted den ud.
Den gamle læste:
Stemmen brast. Taare paa taare trilled nedad den furede kind og drypped udover bogen. Da kasted barnet sig storhulkende ind til hende: «Farmor, du skal ikkje dø, hører du! – Jeg saa paa solen først!»
Et frydefuldt smil lysned op i det gamle ansigt: «Herregud, barn, saa er det jo ikke regnendes. – Vi kan gjøre det om igjen imorgen.»
Langs fjæren ræked gjederne og tog sin morgenbit af tangbroen,tangbro el. tangbru: rand av tang og tare i flomålet, særlig e. storm; jf. tarebru (ODV); dial. også «tangbruket»
En harsk røg fra hytterne, hvor konerne la under løipgrydenløipgryde: gryte til løyping: «oppkok av fiskeavfall og tang til dyrefor» (ODV)brændtorv; jf. torv (-en), rester av omdannede myrvekster brukt til brensel; torvhaug, der man skar, rauket, muet og sætet torv, hørte med til en vesterålsgård; torvhaugen gjerne plassert opp mot utmarka; torv vanligste brensel i Vesterålen rundt 1900; se Fjærvoll 2000, s. 78–80, Johnsen 2000, s. 69–71, Sæther 2000, s. 72–77
Og dagranden vokste, skifted over i grønt,
Men klemt mellem ur og sjø stak husene frem af skiddengraa sne med affaldsdynger kloss indpaa stuevæggen, og flokker af svarte griser rusled om mellem dyngerne og roted og aad.
Klap, klap, klap! Trøen paa Per-Nilsa Karens rok slog mod gulvet. Fort snurred hjulet og – klap, klap, klap sa det travle traakk.
Katten lurte labben ud og vilde fange noget i hjulets hvirvel, men drog den vart til sig, prøvde igjen, fik den klemt og skvatt ind mellem ulden i ovnskroken.
«Klemt ho sæg, katta?» Rokken stansed.
Et solgløtt titted indover kristiblodsdraabenstreven: arbeidsvillig (ODV), her: villig; e. da. treven betyr flittig og svarer til sve. trefven: «trivelig, flittig», n. dial. triven: «flink, arbeidssom»verken: (heimevevd) stoff med renning av bomull og veft av ull
Ved vinduet ud mod vaagen sad Paulina. Hendes rok var ny og velsmurt,
Katten gjorde et sprætt ind i lysstrimen bortpaa Paulinas kjolekant, for en briskedusk hadde vippet saa lækkert i solglansen. Hun kvakk og satte rokken igang.
Moren saa snøgt paa hende. «Ka e' det, du tænk paa?»
Hun lod, som hørte hun ikke, bare spandt i rasende fart. Kunde saavist ikke si til nogen de tanker, hun droges med. – Ikke til en levende sjæl paa hele den vide jord. – Og ikke til nogen i himlen heller, kom det med et stik for brystet. – – –
At Øra-Jon skulde faa lokket hende til det. – Og at hun skulde la sig lokke, hun som hadde lovet at være tro mod gud. Aa, det var saa ondt, saa ondt at tænke paa. – Og angsten for – – – – Og for folkesnakket – – –
«Ka e' det han Øra-Jon lusker etter i fjøsen kvereinaste kveld?»
Intet svar.
«Aa, du kan gjern' æstimer'estimere: bry seg om; verdsette; (mest fam.) sette pris på, respektere (NOB)å late (som om du er); dial. «lest som»finnforgjøre: øve samisk trolldom; drive samisk magi, jf. gande, sm. bet.tort: krenkelse; skam; ubehagelighet
God mig her og god mig der! Fôr han ikke paa dans og leven hver evige søndagskveld? Nu sidst helga slôss de i Rambergbua til blodet flød,smed skomager fik et blaat øie
Han hadde ikke været paa dans i hele julen og ikke smagt en draabe brændevin heller,huntzen, egtl. «behandle som en hund» (EO)
Om Jon vidste det, hun led, drev han ikke paa den maaden. Men si ham det vilde hun ikke: Han var saa ømtaalig og let at tirre.
En skygge seg indover stuen, og solen gled væk. Katten reiste sig og hugg klørne i dørstokken.
Per-Nilsa Karen var i kokende oprør, angsten for noget, hun ikke turde tænke, holdt paa at magtstjæle
Landvinden kom fykende efter fjeldkammen med sne foran i tæt fokk, satte ned fjeldsiderne, fyldte kløft og dal, saa det klang i korte døn fra fjeldvæg til fjeldvæg, feied ulende over fladen med tusen hvide hvirvler, hev sig i skarpe, korte rosser ud vaagen og pisked sjøen i røg, klemte sig ud mellem holmerne, og vind og vand stod svart og skummende mod baadene, som langt udpaa var blet uveiret var og nu kom krydsende op i lange bauter.
Et stormkast skaked huset. Det faldt saa braat, at begge sprang op fra rokken. Endnu et, og kaffekopperne i hjørneskabet klirred.
«Vorherre hold handa over folket!»
«Vi gaar paa Nausthaugen,» sa Per-Nilsa Karen og knytted stortørklæet om sig.
Fokket blinded og holdt paa at ta pusten fra dem, mens de skridt for skridt strævde frem mellem rorboder og stuer. Filler af næver og torv slitned fra hustag og føg om ørene paa dem, og fra hytternes vindusruder titted fladklemte barneansigter. Tyngst var det, naar veien snudde om et hjørne, for da tvang ulende vinden dem tilbage gang paa gang, saa de rent maatte krybe i lyvdalivd: vern, le, ly, skjul; smh. m. læ: «i sjøsproget om den side som vender bort fra vinden, modsat luvart, ellers mest i forbindelsen i læ af» (EO); «Ly, læside» (EO); sv. dial. ly: «lunt sted, beskyttelse» (EO)
Paa Nausthaugen hadde alt koner og halvvoksen ungdom sanket sig. De stod i smaa klynger og holdt fast i hinanden for ikke at bli slængt udfor, mens de nidstirred efter baadene, de saavidt skimted under ilingsgløttene.ilingsgløtt: opphold mellom ilingene, jf. ilingerne, best. flert. av iling: byge; skur; «plutselig, frisk vindbøi med nedbør (regn, hagl, sne)» (NRO); dial. eling: «Eling (…) Iling, Byge af Regn eller Snefald; en Stund da det regner eller sneer» (NO)
Det vanlige indløb til vaagen var stængt af rokk og sjø, det ingen mors sjællevende er tolket som kvende, noe som videre er blitt til mors i Fflua er under havflata ved vanlig fjære, blindflua lenger nede i sjøen; uti Førpollen i Bø finnes bl.a. et farlig fall som heter Blind-Maritflåberg: et glatt, flatt berg som stikker ut i sjøen; jf. flåbotn, brukes dial. på Nøss på Andøya, har smh. m. graden av halling; jf. adj. flå: «svakt skrånande, avgåande i vidda»; sml. færøysk adj. flágrunnar. «om sø med grunt vande og svagt skrånende bund» og underflái: «svagt skrånende havbund ved land» (Myrvang 1982, b. B, s. 100).mak: «magelig, lempelig (især om vind)» (EO)
I én linje jog de ni baader nordover for en liden seilstump eller lændsende méd: siktemerke; fiskemerke; fiskeplass
Men fra haugen fulgte koner og jenter ordfattige og taareløse færden. Sammen stod de, de unge og de gamle, hustruer og søstre til dem der ude, en og anden gigtbrudden bedstemor iblandt blev støttet af dem, som yngre var.
Skjørtene basked som skjævrendesjevre (om seil): blafre, slå frem og tilbake når det ikke er fylt av vind (NOB); jf. eng. shiver
Længer udpaa stupet laa unggutter paa firefod og tog maal af brændingen rundt holmerne, og de ropte besked, men ordene føistesføise: «jage væk med larm og hast» (EO), her: ble jaget
Da skjød den første baad ind vaagen, flere fulgte straks i kjølvandet, og det letned for dem som drog kjendsel paa sine. Dræggene rasled ud,åttring: «gammel type av nordlandsbåt med fire eller fem par årer» (NOB)om det sk færdige til at redde
Det første braatt gik, men naadde ikke den baaden som for en ørliden seillap fløi gjennem. «Nu bryt ho att.» – En gammel fisker sa det, og kvinderne vaandedvaande: ynke, krympe seg, stønne i vånde: (litt.) sterk engstelse, sorg, kval (NOB)
Paulina rev sig løs og stilled sig tvekroket ytterst udpaa, for Lars-Johan baaden var den sidste.
Dybt under saa hun den, med Øra-Jon i fremskotten.fremskott: rom framme i båten
Men ett skilte sig ud af tankefloken og fyldte hende med stille glæde: Vorherre var ikke sint paa hende. Han vidste og kjendte hvereneste ting om hende, og at han saa gjorde hadde i det sidste skræmt hende fra ham og kvalt bønnen, endda det føltes som et saart savn ikke at kunne søge ind til ham. –
Men idag under stormen hadde hun fundet ham igjen, og han hadde hørt hende og frelst Jon.
Hele sit liv hadde hun tørstet efter kjærlighed, efter én hun kunde være tryg hos. Moren var haard og utilnærmelig,
Faren misted hun i femaarsalderen; han kom bort paa sjøen. Et par dage efter fandtes liget i fjæren. – Gravølletgravøl: gjestebud når en død blir gravlagt
Men der var et andet barndomsminde, hun holdt af. – Faren var paa marked, og dag efter dag stod hun paa knæ paa stolen ved vinduet og vented. Til han kom med lommerne sine stoppet med gotter. Der var kakemænd og kakekoner og kakedyr
hun slog og skjældte og fik aldrig noget tillags.
Men siden Paulina var blet voksen, var disse minder glidd bort. Glæden ved livet hadde krævet det meste af hendes sind, og kun i en og anden enslig stund kunde den gamle længsel dukke op; men da vakte den helst uro.
Vækkelsen og de sjælens rørelser, den skabte, hadde en tid helt fortrængt længselen. Men i kveld, mens hun sad her alene, og den sovende mors snorken murred dæmpet gjennem loftslugen, var gud hos hende. Og idet hun følte sin himmelske fars nærhed, følte hun sin egen far være sig nær, og en from tryghed dalte over hende.
Langsomt løste hun sit haar og fletted det for natten – – –
De skulde ha sit eget hjem, hun og Jon. Det fik ikke hjælpe, om moren jaged hende: gjøre det forbi med ham, kunde hun ikke, og naar hun om et par aar blev myndig, hadde de penge nok baade til hus og gaard. Indtil da maatte de greie sig som de kunde
Aa som hun vilde stelle godt for ham – rigtig være god mod ham, stakkars gut – ondt hadde han hat det, hele sit liv – –
Bare han kom igjen snart, saa det blev leilighed til at si ham det, hun hadde tænkt ud. Hadde ventet ham ikveld; men han trodde vel, at moren hang med hende i fjøset. Og bedst var det kanske, han blev indendørs efter den dukkerten idag – iskold sjø og vinterdag og fokk og rokk. Der skulde stærk helse til at slippe rent uskadt fra det. Men han greied det sikkert. –
Ikke kunde hun gaa til Føggeltaen heller, det saa jussom
Vart, forat moren ikke skulde vaagne, drog hun ud den øverste kommodeskuffen og ledte frem pen og papir, rydded plads blandt smaatteriet paa kommoden og satte sig til at skrive.
Længe hadde Paulina og gudmoren siddet foran ovnen paa Føggeltaen og smaapratet i skumringen. Vist skulde hun hjælpe – saa godt hun kunde og formaadde.
Lars-Johan Else brød torv og kasted indpaa glørne, saa ilden blussed op. Vidste Paulina hvor stor farsarven hendes var, og hvor Rarigdommen
Far til Paulinas farfar, han gamle Dannel Per-Nilsa
Det hadde været forrykende uveir i flere dager og ikke kommendes paa sjøen for uflygandes og bortefter fjæren laa tykt med bord og planker. Det var antagelig en Russ,pomor. «ru. beboer v. havet; ru. bondeskipper fra Murmanskkysten el. kysten av Hvitehavet, som om sommeren besøkte Finnmark med sitt fartøi for å bytte til sig fisk mot mel, tauverk og andre varer» (RO); slik handel var også vanlig på Litløy utenfor Bø i Vesterålen: «Denne foregikk med skip – russeskonnerter. De hadde med seg alle sorter varer, mest kolonial, mel og sukker. Det var sukkertopper på fem kilo, og godtamenner i alle farger, og femøres kaker på størrelse med hvetekake nu. Og det var byttehandel mat mot mat – mel mot tørrfisk og tran.» (Holst 1981, s. 28.)klædesklær: klær laget av klæde: «et sterkt valket tøi, der bestaar i at tøiet under tilsetning af valkejord (en lerart) stampes og gnides» (EO)marbakke: bratt skråning utenfor strandområdet; «sterk skraaning langs med strandbredden straks nedenfor ebbemaalet» (EO)
Han vendte hjem med en ustyrtelig mængde sølvsager og anden stas, som endnu er at se levninger efter paa Raen. Den storblomstrede silkekjolen,
Saa var det en nat midt paa lyseste sommeren, han Dannel og hun Valborg konen hans laa i sin fastanes søvn.
Som sagt, dér de laa i sin søtanes søvn,
Han Dannel blev ligbleg og kjærbákjærbe: trygle; be inderlig; be pent på sine knær «kjære deg»
Men han som gik og drev ledte frem af skabet alt sølvtøiet, de hadde kjøbt det aaret, og satte det paa bordet. Han saa vond ud og hytted bort til sengen og han Dannel, som laa og ba fadervoret. Da alt var fremgravet, gik han bent til sengen og greb han Dannel i høire akslen.aksel: skulderliknelse: skikkelse
Nu først skrifted han Dannel hende Valborg hele tildragelsentildragelse: hendelse; begivenhet
Seien stimed under land, og de fik andet at tænke paa. For den gangen drev baade kar og kvindfolk med seifisket om sommeren, og hun Valborg og han Dannel var saagodtsom ikke af klærne hele ugen. Iblandt syntes han, det sved og pirked i skulderen;vøre/vørde: ense, bry seg om; jf. vyrda: «agte, sætte pris paa, ænse, skjøtte» (NEO); RNs ortografiske løsning valgt her er ikke i samsvar med Bø-dialekten, der heter verbet i pret. vørtevaag: materie i byller og sår
Søndag morgen reiste Valborg til kirke og makedmake: lageKrabvaag kom ut, har RN en fotnote som forklarer den latinske termen
Nu var det just paa den tid, hun Finn-Berret ajerteagere: spille en rolle, dial. herje, gruse, «spille bajas», «less være bajas»; RNs ortografiske løsning samsvarer med uttalen i Bø, der inf. uttales ajer, med trykk på første stavelse, vanlig f.eks. hvis unger lager mye ståk og styr: «Ka dokker ajer ette?»ho hun bar sig ad med at gjør folk frisk som han ikke kunde raa med.
Som sagt, var det nogen, som kunde hjælpe i et aparteglunt: gutt, vanlig i nordnorske dialekter
Det var senkvelden, de rakk frem. Gammen laa lige ved fjæren, og de saa, hun var oppe, for døren stod paa gløtt og det røg af ljoren.ljore: firkantet røyk- og lysåpning i taket over ildstedet i hus
Dannel lod gluntan bli i baaden og gik enslig op.før med det samme han saa merkerne kjendte svena.
Kaldsvedt segned han ned paa bænken indfor døren og ropte: kor i guds navn hun kunde ha greie paa det.
Hun svarte ingenting, sad og smatted paa kridtpiben og kared i glomørjenglo og mørje: «emmer, glødende aske» (EO)
Han grov frem lidt tobaksrusk til hende og hented brændevinsflasken op af undertrøielommen og fyldte i sølvtomlingen.sølvtomling: lite drikkebeger med rund bunn uten stett, med plass til en munnfull dram; «Tomling>Tumling, sv. Tumlare, et lidet Bæger uden Fod, dannet som en Halvkugle» (DO)
«Koffer skuva du han fraa land? Du kund' daa vel begrip, at det var krestelig begravels han vilde ha?»
Det grøssed i Dannel; han la en femdalerseddel paa bordet og bad hende hjælpe enten det nu var saa eller saa.
Det var jordgulv i gammen og ikke synderlig anden lysning end fra ljoren, og han syntes mestendels, hun ligned et spøkels, som hun tasled kring paa komagernekommag (-en): sko laget av barket reinsdyrskinn, trad. samisk fottøy
Først hugg hun en tollekniv i hvert hjørne. Saa tog hun en tintallerken, hadde tjære og svovl oppaa og dryssed noget af en pose over. Det
Det spruted og spraked, og det var en stank,jeike: snakke uforståelig, gjerne med litt tone til; utydelig mumling, «syngja ustøtt, utan retteleg tone el. tekst», f.eks. «Ongan går og jeika heile dagen» (HO); vanlig i Bø-dialekten: «Ka det dokker jeika ette?» el. «Ka du står og jeika ette?»
«Han e ikkje a vor tru! Hadde han det vore skuld' eg nok ha greidd han! Bryt det op att te vinters, kan ikkje eg hjælp deg.»
Skorpe hadde alt lagt sig paa saaret, og værken var lindret.
Men henimod juletider brød armen op. Han søgte prest og han søgte dokter; men Paulina hadde vel hørt, at han udpaa vaarparten døde som en elendig Lasarus,
Og baade sønnen hans og sønnesønnen hans, far til Paulina, blevblive: drukne
Torven var nedbrændt, og glørne lyste rødt fra ovnspanden, men stuen laa i mørke. Else reiste sig og tændte lampen. «Der e mangt skjult i naturen,» sa hun og skotted paa Paulina, som sad med haand under hage og stirred ind i glomørjen.
Men ved stranden seg havet i tunge, langtsusende drag. Steg og sank. – Graablaat svartned det ytterst ude, hvor seil saas ved seil i klar luft, men det lysned jevnt i farven mod land, og rundt smaaholmer og skjær brast baarerne i pludselige skumsprøit, og inderst inde legte de sig med tarevaserne, som vugged og glitred i sjøskorpen.
Krok i krok kringled veien under tjeldet. Snart tvunget tæt ned til vaade fjæren, saa klyvende steilt op uren, saa dumpende ned til næste søk. I bratten og ulændet var den kun en sti for folkefod, men ufremkommelig for alslags kjøredoning.
Tre halvgamle kvindfolk strævde afsted; de hadde spændt sig selv for kjælken, og paa den sad broder Tallaksen og hvilte ryg mod sin velfyldte vadsæk.
Deres svedte ansigter lo til ham, saa ofte kjælken gled let, og de kunde faa rette de mødige lemmer. Bar det unda, slakked de tauget og fulgte efter kjælken i støle bøks, med flaksende skjørter; men hvergang broder Tallaksen for at stagge farten maatte stritte med sine tykke ben, vrinsked de høit. – Deres fryd, deres bevægelser overvælded ham ganske, saa han glemte sig og udstødte korte menneskelige knægg,melkehvide blege øine
Og kjælken gled og gled – –
Broder Tallaksen var paa tur til Krabvaag, og de tre hadde skydset ham saa langt kvindfolk turde færdes paa sjøen i smaabaad; mandshjælp var ikke til at skaffe paa denne aarsenstid, da alle mand rodde fiske. Og han fortjente al den beina,beine: hjelp; tjeneste; ordet er oppført i RNs håndskrevne ordliste (RNs priv.ark., UBTØ)han var!han fortjente al den beina, de kunne gi, slig et guds sendebud han var!
I samfulde otte dage hadde han slaat sig til ro hos dem inde i fjorden, vandret om fra hus til hus hos den rigeste som hos den fattigste. Lig en af
Men broder Tallaksen talte med salvet tungesalvelse: det å innvies ved salving (BO), «om pathos i præsteligt foredrag», egtl. «det at være fyldt af den Helligaand», jf. 1. Joh. 2, 20 (EO); jf. salvelsesfyldt: åndsinspirert tale; ifgl. GT ble prester, profeter og konger salvet med olje, et tegn på at Guds ånd var virksom gjennom dem, de var helliget til å tjene Herren, jf. 2. Mos. 30, 30, Mos. 40, 13, jf. 3. Mos. 8, 12 (IB)
Mest hadde denne aandelige søskendflok tilhold i husmandsstuerne. Lampen hang nypudset under taget, og barneøine titted søvnigblanke fra sengen i kroken eller ned fra loftslugen, hvor de smaa hoder hvidned
Ikke saa, at de penge var bortkastet, de bar renter i form af øget livsmod og rigere tankeliv. Og disse kvinder i den afstængte bygd, hvis prest hver tredje søndag traadte op paa annekskirkensannekset: kirkesogn som ikke er hovedsogn i et prestegjeld
Mændene, de rodde fiske og fôr baade kort og langveis; men kvinderne de var bundet hjemme. Saa det samme, hørte det samme, til de ikke orked at ta sig videre fore end husets trættende syssel og sulkesulket (adj.) vanlig om noe som bare er litt skittent eller en anelse misfarget, f.eks. sengetøy som er litt grått og som trenger bleking ute i sola
Paa dem kom derfor broder Tallaksens stærke og selviske forkyndelse
spærre (fisk), nå sperre (fisk): henge opp til tørking; «sammenbinde Fiske, som skulde ophænges til Tørring» (NO); se ill. sperring av torsk,
Det suste af stemmer stø og stø imellem, det ljomed af rop og rullende mandslatter blandet med visestumper, jentehvin og barneskraal. Fugl svamsvemme: svømme; vsa. svak bøying har verbet «et forældet Imperfektum (…) svam» (DO); det intransitive parverbet til symja heter «svemja, v. n. (svem, svam, svomet): svæmme, bevæge sig fremad paa Vandet» (NO)
Rundt kjøbefartøiet, som hadde forankret kloss udfor Iversen-bryggen, laa en krins af baade og hev fisk op paa dækket, hvor opkjøberen stod og tog tallet. Det skorted ikke ham paa last i kontant kjøb til dagens høieste pris, og fiskerne likte at faa en skilling mellem hænderne. Men fra det indre af bryggen holdt Iversen godt udkig med baadkrinsen og mærked sig sælgerne. Omsonst
Og dønnet fra livet og travelheden slog mod fjeldet og blev den første hilsen til broder Tallaksen, da han hed og forpustet – efter den sidste knækken opover – sammen med kvinderne stansed paa bergakslenveire: dra pusten, «drage veiret» (EO)
Alligevel blev turen til Krabvaag en stor skuffelse for broder Tallaksen. Nypudsen var strøgen af ham, og under arbeidet og travelheden saa folk sig liden eller ingen anledning til at gaa paa møder. Mørketidens uhygge hadde sluppet sit greb i sindene, og hvad vorherre og sjælen angik, saa var den barskeste aarstid omme og opgjøret dem imellem udsat til det høvde sig bedre. Det voldte bryderi og omkalfatring
Men ikke vilde de, at «prækaren» skulde gjøre turen plent gagnløst, derfor fik de istand en liden ofring til ham, og der kom ind godt og vel femti kroner; desuden trak et par baadlag brug for ham – mærked af for hans part hundred angler line i to
Per-Nilsa Karen saa hans traurighed, stelte godt om ham paa alle maader fjelge: stelle; fli; jf. fjelg: varm; behagelig; vakker; pyntelig; ren; jf. fjaag: munter; freidig (EO); vanlig i Bø-dialekten: «Nu e du både flidd og fjelga»
Tidlig i den graaskumre aprilnat skulde broder Tallaksen drage videre med dampskibet. Tøiet var alt ført ombord i postbaaden paa vaagen og billet løst hos Iversen. Nu sad han from og velvillig stemt efter afskedsrømmegrøden og prated med Per-Nilsa Karen, som var hjertens bedrøvet over at skilles fra ham, og over at Paulina ikke var til at bli klog paa, siden hun begyndte at være sammen med Øra-Jon. – Gud skulde vide, det var ikke af hoffærdighed,
De sad længe og prated sammen, og enden blev, at Øra-Jon aldrig burde faa Paulina til ægte. Da var det bedre, om galt skulde hænde, at hun blev hos moren med barnet eller reiste til Amerika. – Hendes sjæl gjaldt det
Paulina tusled ind mens de sad dér. – Hun var træt og saar. Jon hadde saavidt tittet indom fjøset, men hun hadde været ækkel og bedt ham gaa, før nogen fik øie paa ham; det han ogsaa gjorde, men i sinne forpligted han sig paa ikke tiere at sætte sin fod der. Han var ikke noget nar,narr. «Nar, Gjæk, Taabe» (…) «Eit stort Narr, Fara åt som eit Narr» (NO)
Hun kjendte, det var hende, de hadde fat i, og vilde gaa, men broder Tallaksen pegte paa stolen ved siden af sig: «Kom hid og sæt dig, søster,» ba han med blid røst. Hun mumled noget om en bøtte, hun nødvendigvis maatte hente. Men han listed varlig sin haand ned i hendes, klemte fast med fede fingre og halte hende borttil vinduet. Hun sled sig løs i trods, glaamteglaame: stirre, jf. dial. glaam: «nysgjerrig person» (EO)Dokker træng ikkje ha nokken omsorg!»
Hun stod i fuldt lys, storøiet og stiv og stolt, det syded i hende af had mod moren og mod ham, som var i ledtog.led(e)tov (EO)salvelse: det å innvies ved salving (BO), «om pathos i præsteligt foredrag», egtl. «det at være fyldt af den Helligaand», jf. 1. Joh. 2, 20 (EO); jf. salvelsesfyldt: åndsinspirert tale; ifgl. GT ble prester, profeter og konger salvet med olje, et tegn på at Guds ånd var virksom gjennom dem, de var helliget til å tjene Herren, jf. 2. Mos. 30, 30, Mos. 40, 13, jf. 3. Mos. 8, 12 (IB)
Per-Nilsa Karen sukked høilydt og fældte taarer;
Han talte igjen: «Du var min førstegrøde i dette syndens og lastens Sodoma.anname: ta til seg; oppfatte; «modtage, antage» (EO)
Da silred en kold taare nedad kinden, og hun vendte sig fra ham.
Han retted sig op i myndig værdighed. «Saa faar du vælge mellem din forstokkelse
Han lod som han vilde ta hatten; hun blev det vâr, og med ett syntes hun, at hun ikke kunde skilles fra ham og fra gud. Heller alt andet og hun kasted sig for morens fødder.
Og hun bekjendte, uden undskyldning, og uden forklaring,
«Æg kan tilgi dæg, Paulina, at du har ført skam over mæg, æg skal bær det som en guds tilskikkelse
«Mor!» skreg hun.
«Det ska vær slut!» Stemmen blev haardere, «han e djævelens redskab og ender ikkje, før han faar gjort dæg tel det samme.han ikkje sætt sine føtter her! Nu veit du det!»
«Æg kan ikkje. – Mor, la mæg faa han!» gnaalte hun barnslig.
Broder Tallaksen tog tilorde og ga moren medhold i alt: For sin saligheds skyld maatte hun forsage kjødets begjær og bryde med Øra-Jon. Gud vilde dette offer afrettet etter M
Hun tag og ba; han var urokkelig. Mødte hvert af hendes ord med ti af den hellige skrift og slog hendes matte indvendinger til jorden, indtil hun dødstræt ga efter og skrev det, han sa fore:
Hr. Jon Jonsen
Føggeltaen.
Jeg vil skrive til dig og sige dig, at alt maa være forbi mellem os. Herren tvinger mig
Ærbødigst
Paulina Persdatter.
Moren tog brevet og gik ud. Paulina blev siddende i ørske og tygge paa penneskaffet,
Han klapped hende paa haaret og lod haanden dvæle ved hendes bløde varme hals.
Hun ba ham med rædde blik. Bare væk herfra – langt, langt væk. – Did ingen hadde rede paa én – og ingen gjorde nar – –
Ham kunde hun altid forlade sig paa, han elsked hende inderlig i herren.
Moren rykked i klinken, han slap og formante hende med høitidelig stemme at mande sig op og smilte et «Gud ske tak» mod Per-Nilsa Karen. Men Paulina vakled op loftstrappen og kasted sig fuldt klædt paa sengen og laa stille og tom og vented paa at faa sove.
Denne turen var ellers kommet helt uventendes paa ham. En mand inde fra fjorden bar bud,bragte bar tidende
Mod kvelden frøs skaren, og han hugg sig møisommelig fodfæste i det skraa hæld, hvor gamle, isblanke skispor og mærker efter barlæstveifar: far; spor; merke etter vei, her: far etter fot uten sko
Han retted den tunge, tætvoksne kroppen og tørked svedten med sin glorøde lommedug. – – Jamen hadde den svine rangelen tat paa! Brændevinet var seigt til at hænge i; han spytted tørt, tog en ny skraa og krabbed videre.
Nu skulde det bli alvor af reisen, med det andet fik det skure, som det kunde. Mand i stedet for sig hadde han skaffet og solgt vinterlottenvinterlott: det enkelte mannskapsmedlems part av nettoutbyttet av vinterfisket, her: kan være Øra-Jons part av fisken som hang på hjell, det han regnet med at han kom til å tjeneSchumpelschot, «stikleri, spotteglose» (NRO); «i daglig Tale den som er overseet, forhadt, forfulgt af alle» (DO)
Drukket hadde han, kranglet og slaat sig vrang i flere døgn; men kunde en vente bedre efter en slig forharmelig medfart. I fylla hadde han stimet op til Raen for at kræve Paulina til regnskab – snakke alvorsamt med hende tilgagns. – – – Hadde ikke truffet hende, men moren, som sa, hun var reist bort. Bare det skjæreste opspind
Han gled og hugg fast gjennem ishaarde skareskorpen med tollekniven, han bar i næven. Saa pokkers glat, det var blet. Men nu var han ogsaa straks oppe.
At hun Paulina kunde vise ham den svig! sved det inde i ham. Heller hadde han trodd at himlens stjerner kunde dætte end paa falskhed
Han krydsed over den sidste skavl i lien. Foran ham skinte fjeldsiden med sne til øverst og ingen nakne flekker, som han hadde tænkt sig. Bare styrtnende skraaning af blanke skaren, til det endte i stup og ur over gaardene ved fjorden.
Stort graaned havet, saa langt synet rakk, og i gungrendegungre, her brukt som adj.: «give en stærk, bævende Lyd, som af noget, der rystes el. voldsomt bevæges» (DO); «drøhnen von der Erde» (EO)grålyset er RNs eget synonym i M
Nei, bedst at ta fat, her kunde han ikke bli sittendes, blev mistrøstig og kuldsen af det. – – – Og krumbøiet klorte han sig vei med tollekniv og støvlehæl, til svedten paany silte af ham.
Stemmer fra gaardene nedenunder og aaretag fra fjorden klang lydt op til ham, og han kjendte selskab i det, for det tog paa at bli studsligt.
En liden stenknaus stak op, og han hvilte og pusted ud til næste tørn, reiste sig og maalte afstanden og sigted efter bedste retningen. Greidde han det stykket, var han fri og frelst. Men stygbratt var fjeldsiden. Saa bratt, at han næsten ikke kunde skjønne, hvor han skulde finde fæste, og under var svarte stupet. – – – – Det sitred af træthed i knæhaserne, og han satte sig igjen. Det lakked kanske til hans sidste stund ikveld. Engang skulde saa det ske,
Og nogen engel hadde han slettes ikke været mod hende i det sidste, hadde plaget hende de mangfoldige gange han ogsaa. – – – Kunde saa gladelig ha føiet hende i at bli afholdsmand og beslutte med brændevinet,som hun hadde bedt og gnaalt om.
Han tog en appelsin op af trøielommen, skrælled og slap skallet paa skaren. Det akte svirrende væk mod husene, han skimted som digre graasten, fjeldet hadde slængt fra sig paa stranden.
Maatte vorherre annamme sjælen, sukked han stilt,
Neigu, om han ga sig over! Kunde ha meget ulevet endnu. – –
Som et krumbøiet dyr klorte han sig videre bort over sneen. De sammenbidte tænder hvidned mellem halvaabne læber, pusten hvisled i korte, hæse, hede aandedrag. Tollekniven hugg og bored, skrabende ledte hæljernene feste i knivshullene. Engang traadt møsttrå møst: trå feil; trå i miss; vanlig i Bø-dialekten: «Nu må dokker ikkje trø møst» el. «trø i møss» (først lepperunding i>y så åpning til ø)
kveldvoning, her: kveldsmat til kreaturene; kan ha smh. m. enten 1) Voning: «Forventning, den kveldsmaten kreaturene ventet på» (NO); jf. «fôr, mat som man gir kreaturer på en av de regelmessige stelletider» (NRO, tilleggsbind I); eller feilskriving for 2) Vondul: jf. «sammenviklet knippe av høi og halm til et maaltid for en ku» (NEO); «fangan av samansveipt stråfôr (høveleg stort til eit mål for ei ku)» (NN), vanlig i Bø-dialekten: «en vondel høy», «å vondle høy åt kretturan»
Ikke skjønte hun, hvad der gik af glunten; hele kvelden fremefter sad han uden maal og mæle, hverken ord eller ei var det i ham. Ikke brødkrummenkrumme: brødsmule, «den indre bløde del af brødet, smule» (EO)
Hun grov efter knustør torv og kveikte op i gruens sure ildmørje og hængte kaffekjedlen i skjærringenskjærring: regulerbar anordning til å henge kjele eller gryte i når man kokte over ild på grue el. peis; ordet kommer av at det var skåret hakk i jernet, skjærringlag, for å regulere høyden over ilden; jf. «Skjerding: Kjedelkrog, Jernkrog hvorpaa Kjedler eller Gryder ophænges over Ildstedet» (NO)
Ikveld var nok faster god at ty til – ellers hadde ikke Øra-Jon ofte traakket hendes dørstok. Til det holdt han sig for storstændig og kry. – Var nok blet oplært til det af den gromme moren sin, som knappest vedkjendte sig mandsslægten – spøikelset hun var. – Jussom
En kronesrul trilled fra bukselommen henover jordgulvet. Fort fanged hun den og skotted bortpaa sengen. Øra-Jon laa snudd mod væggen og pusted tungt. Sov han? Vart stiltred hun bortaat. – Han sov, det var ikke til at ta feil af, og snøgt jafsed hun en stump myg, saftig tobak og putted rullen ned i bukselommen igjen. – –
Saagodtsom hele fjerdingenfjerding: administrativt distrikt; «tinglag som utgjorde ¼ af et større distrikt» (EO)husvon: muligens husteig; dial. vôn (f.): «engstrimmel»; ône (m.) : «skogstykke, markstrimmel, teig, særlig med hensyn til skjæring og meining, sml. oldn. ôn=vân ‹haab›» (EO); muligens variant av våningshus, jf. vaaning: bolig
De dirrende hænder roted inde i kroken og vendte paa en gammel stakk for at finde en høvelig bot til at sætte under flæren i buksen; kjæverne gumled og gumled, mens siklet sived brunt og tykt ud mundvikerne.
Med de mangfoldigste kneb og underfundigheder hadde jordeierne brevsynd: «som kan læse skrift», sy. dial. brevsynnt (NEO)
For ingen ting hadde han ikke brydd sig – det skulde ikke sies hende paa! En smeldfed buk hadde hun leiet til prestegaarden og git ham til sommersteg. «Sjøl» var ikke heime, men frua tog imod gaven med stor tak og bød hende ind paa kaffe i fineste storstuen.
«Aa!» – Øra-Jon sad opreist i sengen, dyvaad af svedte og fegted med armene.
Fasteren kasted buksen og tassed bortaat sengen.
«Ka i guds namn gaar det a dæg, glunt?»
«Æg drømt, æg fór udfor fjeldet.» Han sopte svedten af panden og hev sig tungt ned.
Hun bredte skindfælden over ham og smaaskjendte:
Gal mands færaferd: framferd, atferd, jf. færd: «reise, reiseselskab, vei, adferd» (EO)
«Det va til freds» – bed han fra sig. Ingen sakned ham. – Men neigu' om Per-Nilsa Karen fik den glea den gaangen. – –
«Ka ha du aa gjær me ho Per-Nilsa Karen?» Finn-Marja bøied sig nyfigen tæt over ham. Det tvang ham til at se op, og Øra-Jon saa hende, tufsen og ufyselig, med tobakssiklet i mundvikerne. Men grangivelig lig far hans, slig han husked ham fra den tiden, han steg paa alderen.
«Dæ va 'kje naakke.» Han snudde paa sig og lukked øinene.
Grudden kogte over, og hun tassed til gruen og letted kjedlen af. – Han laa lysvaagen og mindtes barndommen og forældrene. Ikke at undres over at moren, straks veiret mildned, la sig i ovnskroken paa en sækkefille heller end i sengen hos faren.
Han skotted efter fasteren. Finn-Marja sad paa krakken med begge ben paa gruestenen og pjuttred og finsked.finske: snakke samisk. I RNs roman rokke: «rugge, bringe noget til å rugge eller flytte på seg» (NRO)
Ufysligheden kvalmed ham, alligevel magted han ikke ta øinene fra hende.
I sund og bugt rodde erfugl i hundredvis;stegg: hannfuglindbyrdes kamp, hunnerne øm og kjælen altid følgende den ster
vindende seirende indtil en sterkere kommer
Parvis râk teiste, alke og lunne, og ænder og graagaas lokked og snadred med høi røst paa fart ind fjorden til lunere rugeplads.
Langt ude sad skarvene som skakke kors mod gylden himmel, der de holdt til paa sleipe, sjøvaskede skjær og strakte hals og basked med korte, svarte vinger.
Men i de aller luneste bugter, hvor fjærplytenfjæreplyt, også kalt fjærepist, en vadefugl; lat. calibris maritimasvemme: svømme; vsa. svak bøying har verbet «et forældet Imperfektum (…) svam» (DO); det intransitive parverbet til symja heter «svemja, v. n. (svem, svam, svomet): svæmme, bevæge sig fremad paa Vandet» (NO)
Og dage gled – ægg lyste spraglet paa sanden og mellem tuernes spirende græs. Fugleunger titted frem af reder. Duft af groe og bristende knop fyldte luftdraget.
Stort og stille aanded havet mod land. Baaren strøg sagte om fjeldets sprængte, forrevne fod, skylled holmers glatte svaberg, tisled og tusled i fjæretang og i tareskogens slanke blade og smøg i lange vugg ind dybe kløfter og blev suget ud igjen og kviskred og rasled i rullesten og skarpe skjæl. – Og sjøen speilte naken bergside og grønklædt li, speilte fugl i jagende flugt og drømmende ro og himlens lyslette, guldbræmmede vaarskyer.
Hed stegte solen ind skaret i sør og tørked vaarsøle og aurdiger,aurdike: dike av jord, grus, sand; sammensetn. av aur: grus, sand, jord, leire og dike: gjørmehull, «Pøl, Mudderpyt, stor Samling af Dynd» (NO); dial. «aurdikan», «sjettaur», «myrhol med sjettaur», «myrdike»
Storegg-fisketseidrott: seifangst; seidrått; draging av fisk, av drått: norr. dráttr. dragning, av dra (NN); drått har også betydn. vinddrag i lufta (NN), svær drått: «stor fart i skylaget» (ODV), i Bø-dialekten vanlig: «han va en frøkteli sørvest drått»; «vi såg i drått'n»
Snydt ham hadde fiskerne under vinterfangsten, snydt ham i fiskhentingen, kloret til sig og stukket væk alt, de kom over. Men hadde de nappet ham i raven,rav: fett kjøtt rundt finnene, sideuggene, på kveita (HO), «de fedeste Dele af Helleflyndren (Kveiten), nemlig Finnerne med de dertil hørende Been» (NO)han dem i ræklingen,rækling: tørkede strimler av kveitekjøtt, «Fisk (Helleflyndrer) som er skaaren i Strimler og tørret» (NO); «I Forbindelsen «Rav og Rekling» betegner det første Hellefiskens Finner, det sidste er Kjødet af dens Sider» (NO)de nappet ham i raven, saa kneb han dem i ræklingen] «handelsmann og kunder snøt hverandre gjensidig der det var mulig» (Jensen 2002, s. 45); jf. «ta igjen på gyngene det en taper på karusellen» (BO)
Og den daglige smaahandel, den trak. Ikke sparte kjærringerne sig for det som godt smagte, naar mændene tjente og krediten var der: flesk, finbrød og sirupskage til hverdags, hvor de før brugte hjemmebagt grovbrød til helgdagskost. Gjerne for ham – ungerne trivdes af det og blev runde og røde af god mad og sol. Det var rent dagsmon
Ja de ungerne, de krydde frem med vaaren og roted og hujed allesteds. I nykennyk, her: berg, fjell; jf. nûk: «liten haug» (NEO); «Oldn. Knjukr, m., brat, rundaktig Fjeld» (Rygh 1897, Innl. s. 61); jf. gno. hnjúkr, færøysk stadnamn Knukur; kan her være bruk av overlagt generalisering med tanke på Nykvåg, Bø i Vesterålen, som har fem forskjellige nyker, alle eggvær der lundefugl, krykkje og annen sjøfugl hekker. «Nyke og Nykvågan har namn av Nykan, det vil seie Gårdsnyken, Fuglnyken, Måsnyken, Engnyken og Spjøten med den låge Teisten. Nykvågen kan ein forstå som ‹vågen innom Nykan› eller ‹vågen som kjem Nyke til›» (Myrvang 1984, s. 93); Gårdsnyken, som har en stor fuglekoloni, ligger nærmest bebyggelsen i Nykvåg.
Paulina var lidet ude i vaarsolen. Skamfuld holdt hun sig indendørs fra kamerater og kjendsfolk, for om de intet sa, mærked hun godt stemmernes skiften og blikkenes streif, naar hun uforvarende raakte paa nogen. – –
At hun lod sig forfjamse den natten af moren og lægprædikanten, saa de fik hende til at skrive opslagsbrevet til Jon! – – Desmere hun tænkte over det, jo værre blev det at begribe. – La sig indbilde, at saant var guds vilje og gaa hen og handle troløst mod sin hjertensven i den stilling hun var. – – – Hun blev kold, straks minderne vaagned, endda det sved i bringen.
Men det var moren, hun hadde at takke for den skjænkenestimere: bry seg om; verdsette; (mest fam.) sette pris på, respektere (NOB)
Folk skulde vide, hvordan moren fór med hende, naar de var to ene. Hun bar blaa og gule flekker baade her og der paa kroppen efter slagene, som da vanked, og ikke turde hun ta til modværge heller, for det var jo moren som dængte, og saa var det den krampen hendes. – – –
Men orke at leve i hus med hende efter alt, som var hændt, kunde hun ikke, og ofte hadde hun tænkt paa at forkorte livet. Stridest var det den dagen, Jon reiste for alvor, og hun fra vinduet saa baaden med eiendelene hans svinge om Nausthaugen – endnu syntes mærkerne efter tænderne i sprossen, fra hun bed til, forat hun ikke skulde skrige, saa moren hørte det. Den fryden undte hun hende ikke.
Paa øverste hylden i hjørneskabet var en flaske med karbolsyre fra den gangen, drengen gik med værkefinger; den flasken lurte hun med sig paa laaven og krøb bag høistaalet.
Saa henført var hun, at flasken gled hende ud af haanden uden at hun sansed det, førend syren randt nedover kjolen og gulvet.
Da skreg hun kort, og vred sig i ynk, til graaten kom og skaffed lise og lettelse. – –
Og saa var der hændt hende noget. – En svag pikken – en hed strøm af fryd, som jog gjennem al hendes krophendes hele legemet
Men saa ofte hun senere mærked det, kom haabløsheden og kværked glæden.
Om morgenen hadde Per-Nilsa Karen ligget med bønnebogen mellem hænderne og skjeldt paa datteren, fordi hun gjorde sig istand til kirkefærd. Vise sig i den tilstand, hun var, for kjendinger og skyldfolk – hun maatte være rent finnforgjortfinnforgjøre, her brukt som adj.: forgjøre ved hjelp av samisk trolldomskunst
Hun sad sammen med gudmoren i bagskotten paa Lars-Johan baaden og hørte paa latteren og sangstumperne fra kirkefolket i de fuldlastede baade, som jevnsides rodde ind fjorden i den stille, disige morgen – søndagsklædte mænd i hvide skjorteærmer ved aarerne, pyntede kvinder og barn i bagskott og stavn.
Alt virked høitidelig paa hende, som hadde været saa længe indestængt: Solgløtt gjennem dis-sløret, plask af taktfaste aarer, erfugl med ungeflokken efter sig paa svamsvemme: svømme; vsa. svak bøying har verbet «et forældet Imperfektum (…) svam» (DO); det intransitive parverbet til symja heter «svemja, v. n. (svem, svam, svomet): svæmme, bevæge sig fremad paa Vandet» (NO)
Latter og sang tysned, aareslagene blev varere; sindene grebes af søndagsstemning.
Krabvaagingerne var sent ude. Men Paulina ga sig ligevel god tid nede ved nøstet, hvor folket flidde og fjælged sig inden de gik til mødes med den øvrige almue, som lig sorte baand vandt sig efter veiene og nøstedes ihop paa kirkebakken. Hun hadde ingen hast, vilde helst slippe at hilse paa dem, hun kjendte.
Messen var alt begyndt, da hun naadde frem, og hun satte sig paa græsbakken ovenfor kirken. Der var folketomt, og hun stilled kurven med blomsterne fra sig, mens hun løsned kjolelivet under bringen. Et lidet stykke fra gik en svart kalv og gnog græs, og en liden graablaa killingskryp skvatt bortved kirketrappen, hvergang en efternøler smøg ind ad døren.
Der var vakkert nede paa odden! Fredfuldt laa kirkegaarden med de skjæve kors i den stille dag; ikke en krusning over fjordens graablanke flade, ikke det mindste vindpust, saa græsstraaet rørtes engang. Langs odden stod baader i rad trukket op paa den bløde, hvide sand, og i bakken var husene, dér Jon var født og opvokset. Det røg af piben, og smaabarn legte sig paa dørhellen. Gjerne skulde hun ha bodd og bygget her sammen med ham. – –
Farens grav var sunket og vanstelt; korset, hun engang havde kilet fast med nogen stensplinter, var blaast overende ned i en dusk renfan,
«Æg skuld gjerna bli her baade nat og dag,» sa hun træt, da Lars-Johan Else kom for at hente hende.
«Om dagen ja, daa kan du gjern væra her, men om natta maa ingen forstørr de dødes fred. – Daa e det deres tid, Paulina; ud af gravene kjem de og vandrer om liksom en af os.» Else kjemmed renfanen med fingrene og brød et lidet blad og tulled det ind i lommedugen. «Mor mi fortælt mæg om ei jente, som gik paa kjergaarden midt paa natta og ropte paa kjæresten sin. Men den leiken kosta ho baade vet og forstand.»
Indskriften paa korset var nærpaa udvasket af vind og væde, men de to ved graven kjendte den, og med andagt læste Lars-Johan Else:
«Herunder hviler det jordiske Støv af velagtede Gaardmand Per Martines Nilsen.
Fred med dit Støv, velsignet være dit Minde. Med Abraham, Isak og Jakob er du Gjæst ved Herrens Bord i evig Frydefest.»
«Herre gud, æg minds godt, at æg laga det værset.» – Hun ba endda han Lars-Johan male det med den bedste malingen, han aatte. Han var beklemt om hjerte, stakkar, for salig afdøde var hans trofasteste ungdomsven. Men nu var det gaat ud ligevel. – Hun strøg sig med haandbagen over øinene og saa ned paa Paulina, som pusled med blomsterne.
«Han som her ligg var en velsigna sjæl og god aa komme ud af det
Hele hjemturen var Lars-Johan Else svært faamælt og lod til at være optat med noget indvortes. Og da Paulina sa godnat, bad gudmoren hende stanse, til han Lars-Johan var gaat op paa loftet og de var alene i stuen.
«Æg har digta ei vise tel dæg, og nu ska æg skriv den op, saa kan du gjømm den tel en amindels
Der drypped en blækklat nederst paa første side, hun skrabed den omhyggelig ud og strødde sand over det skrevne, før hun snudde arket.
Paulina sad i gyngestolen og vented. Det hadde været en velsignet dag for hende – saa godt at faa komme ud blandt folk og føle Vorherres friske luft om sig.
Paa væggen midt mod hang billedet af den gode hyrde, og under stod: «Røgt mine lam.» – Hun skulde ha gaat ind i kirken og hørt paa presten – – Uvist om hun satte sine ben der mere. – – – –
«Hør her!» Lars-Johan Else skjøv brillerne op paa panden og læste:
«Der har du den, og nu maa æg op og lægg mæg, hellers bli han Lars-Johan rasendes, før æ' vækk han.»
Paulina tog sangen, stak den inderst paa barmen og gik langsomt hjemover.
Paa de græsgrodde engflekkene mellem ur og langs fjære stod sammensunkne, brunbrændte høisaater og raadned, og nattefrosten hadde alt sværtned toppene paa potetkaalen.
Fisken var det rent harmeligt at skue, den surned og blev makædt, hvordan en saa stelte den. Og til ringe gagn blev det, at seien vaded under land,
Mandfolket blev survent og grættent af lediggangen, husvondt og slemt at dras med, sov mesteparten af dagen og rusled ellers hen til Iversen – bryggen efter en passiar. Der lunte det lidt af lysebrændingen, og stanken af drakse
Lars-Johan Else knytted hodetørklæet stramt foran speilet og glatted forhaaret med sukkervand. Bundingen hadde hun i et knytte paa armen og i kjolelommen bar hun brev fra Øra-Jon. Det skulde Per-Nilsa Karen ha indom ørbeinan, kolsen hun saa snudde og vendte sig. – Ikke skulde hun gaa der upaatalt og tyne livet af datteren i Vorherres navn. – – – Tvi vore slig gudsfrygt! – En fik hjælpe, dér det trængtes, og løier skulde det bli at se fjæset til Per-Nilsa Karen, naar indholdet af Øra-Jons brev blev sagt hende.
Paa Raen hadde de lagt et tôrtora: «brænde svagt, holde sig; om Ild og Lys. D'er berre so mykjet, at det torar: kun saavidt at det holder Ilden, at det ikke er slukket» (NO); i Bø-dialekten vanlig: «legg et lite tôr i omnen»
Nogen gik forbi ruden, og kjedlen slængtes under ovnen. – Aldrig kunde en stakkar faa være ifred. – – Vorherre maatte vide, hvad folk râk efter i sligt veir? Bedre var det, om hver passed sit, hun traakked forvist ikke fremmed-folks dørstokke for ofte. – –
Døren aabnedes, og Else kom langsomt og høitidelig ind og hilste gudsfred i stuen.
Det kvakk i Per-Nilsa Karen; hun kjendte den minen. Men hun lo blidt, dasked sig paa knærne og var saa overvættes glad over sligt uventendes besøg.
At hun skulde opleve den dag, at Lars-Johan Else ubedt saa indom Raen. Jamen skulde der sættes kors i bjelken, saa sandt som hun sad her. Hun hented en kniv og risped under taget, og noget ligt et smil lurte i gjepet, men vandt ikke optil øiet, som vagted koldt og vaadt bag rødbetændt kant.
Lars-Johan Else fingred med knyttet. Det høvde sig nu slig idag, siden veiret var saa kontralig.kontrari: (om vind og vær) kontrær (NOB); hindrende (BO) jf. motbør
«Nei, ka e' det før nokke, du bettbinde: strikke
Det skulde være et strikketørklæe til søskendbarnet hendes inde i fjorden. – Syntes hun om koløren?
Per-Nilsa Karen ledte frem brillerne og kom bort til. Det var rigtig pent, syntes hun – med de lysegule borderne og den mørkerøde bunden. Ja hun fik det til, hun!
Nogen tusled oppe paa loftet, det knirked svagt i bjelkerne.
«Kolsen lev ho Paulina?»
Det grøssed i Else. Hun maatte ikke la Paulina høre saant snak i den tilstand, hun var. – Hun kunde lægge haand paa sig. – «Kor ha du hende?»
Aa, hun sad vel oppe paa loftet og hang som vanligt,
Tak, hun skulde aldrig bry sig med noget for hendes skyld. Hun saa aldrig indom Føggeltaen, saa Lars-Johan Else kunde gi traktement.
Per-Nilsa Karen hented kaffekjedlen fra ovnskroken og aabned døren til kjøkkenet. «Du prata du, har ikkje æg mangen velsigna god gaang spist og drukket hos dæg?»
«Saa ser æg op tel Paulina saa længe.» – Else gik mod loftstrappen i hjørnet.
Men kjøkkendøren smaldt igjen, og Else hørte laaget af kaffekjedlen trille bortover, idet hun steg op trappen. Og med et klukked hun af stille latter, den hun ikke straks kunde tvinge. – – –
Foran det lille vindu i gavlen sad Paulina og sydde barnetøi. Hun smilte mod gudmoren og la den halvfærdige skjorte oven paa kommodeskuffen. «E det du som kjem? Æg hørte praten paa dæg nere.»
Gudmoren nikked og løfted vart paa de smaa plagg. Nei, saa fint det blev. – – – Hun skulde se, endnu kunde alt bli godt, trøsted hun og drog en krak nærmere og save sig, saa lyset faidt paa hende. «Æg har hat brev fra en god kjending og helsning indi tel dæg.»
Paulina hvidned og saa op med sultent blik.
Det var ikke noget at forskrækkes for, mente gudmoren. Det var frarettet fra F: «Det var fra (anførselstegn strøket)âpe, her: plage; jf. gjorde apespel: drev ap, hermet etter, tøyset
Lars-Johan Else trak det op af lommen, og Paulina rev det til sig og slugte indholdet. – Øinene fik glans og ansigtet farve under læsningen, og da hun var færdig, sa hun med sit gamle kast paa nakken: «Æ' ska komm
Lars-Johan Else lovde rolig det. Gjerne skulde hun skrive udenpaa, om Paulina saa syntes, og selv gaa med brevet paa bua til han Iversen sjøl.
Paulina la svimmel hodet mod stolryggen og stirred ind i skodden. – – – Herregud hvor ondt hun hadde lidt, og hvor hun hadde plaget ham! – – –
Gudmoren ga sig til at rydde op i den aabne skuffe, flytted ihop, la sammen og tog op igjen. Men øinene randt over, og hun smaasnufsed flittig i lommedugen.
Hun vented vist, Karen, med kaffen. «Farvel og glømm ikkje brevet. – – – Nei, du kan behold hans saa læng.» – – –
Kaffebordet var fint opdækket med roset frynsedug og nysmurte klinelefser,klinelefse: en løvtynn brødleiv som under bakeprosessen blir klint på den ene siden med en pisket melrøre av siktet rugmel og vann og stekt på komfyr eller takke; før servering blir leiven fuktet og smurt med en blanding av smør og sukker og brettet sammenaspekt: astron., innbyrdes forhold mellom himmellegemene, brukt som varsel for vind og vær
Per-Nilsa Karen syted med, skjønte ikke, hvordan hun skulde berge livet i kretturskrypene, til nygroen spratt. Det blev stridt for et ensligt kvindfolk at sanke fôr fra fjeld og fjære vintersdag, uden taus og uden mandfolkhjælp, som hun var.
Lars-Johan Else sukked medynksomt og saa ned i fanget.
Kunde hun ikke la Paulina gifte sig med Øra-Jon og gi fra sig gaarden, raaded hun mygt og lindt.lind: «mild og blød», RN har dette ordet oppført i sin håndskrevne ordliste (RNs priv.ark., UBTØ)
«Du prata som du har vetet til!» Koppen skalv haardt mod skaalen, og Karen tog bundingen. Vidste hun kanske, hvad sogn og fjerding den rømlingen sogned i? – Og selv om de det vidste aldrig saameget, ikke blev det, mens hendes hode vendte op, at den fanten fik Raen at styre. – Strikkepinderne klirred i de dirrende fingre, og munden lukked sig besk.
Lars-Johan Else skubbed koppen fra sig. Hun tælled maskerne i strikketørklæet, og et minut var der spændt taushed i stuen.
Hun vidste forresten godt, hvor han ferdes henne, sa hun med vægt paa hver stavelse. Og værre frier kunde Per-Nilsa Karen hat til datteren sin, for enten hun vilde høre det eller ikke, var han lige saa hognelighugnad: «fornøielse, glæde» (NEO), dial. hogn (subst.): trivsel, «Det e verrkele hogn i dæ!» (om ein gjest som spiste godt og viste at han trivdest i huset) (ODV)god kar som ho er jente, jeg er glad i de begge to og ved godt hva jeg siger som baade du og jeg enda der er finblod i ham. Og hva det angaar, at han er en fattig husmandsgut, saa er han ikke den eneste, som har lagt sin elsk paa en gaardmandsdatterordhag: veltalende
Om hun saa gjorde ham blank som en himlens engel, gagned det ikke, fræste Per-Nilsa Karen mellem tænderne. Hun hadde forsvoret, at han ikke skulde faa Paulina, og dermed blev det. Hun kunde ikke udstaa ham for sine øine, skreg hun i, men stemmen brast, og hæst klynked hun: Og hun turde ikke for sin herre og gud la ham faa sit barn. Han hadde ikke det fineste rygte paa sig og hadde bragt nok af synd og elendighed over dem begge, om hun ikke selv skulde hjælpe ham til at fuldbyrde sit djævelske verk, og dræbe Paulinas sjæl ataat, snufsed hun.
Lars-Johan Else lo haansk.
«Før vorherre tør du vist!» Øra-Jon hadde tjent en god lot paa Ishavet og skulde til Amerika, forklarte hun. Men først vilde han vide, om han kunde faa sende billet til Paulina og faa hende efter, naar han var kommet sig ivei derover. Else hadde synt Paulina brevet, og jenten var villig, og nu var det i orden mellem de to, og gud hjælpe moren, satte hun sig nu paa tværke med nogen slags ondskab og ødelæggelse af det igjen. Datteren hadde hjerte for gutten, og dermed fik det være. – –
Per-Nilsa Karen blev mørkerød til haarkanten, hun bed tænderne sammen og myste. Var det det, hun hadde rækt hid for, kunde hun ha spart sig den bemøieisen.bemøielse: plage, anstrengelse, dial. (subst.) møya: plaga; jf. dial. (v.) møyes: plages; vanlig i Bø-dialekten: «I dag har vi berre møyddes på sjyen»
«Nei, mangfoldig tak og ær for mæg!» Lars-Johan Else pakked bundingen ind, hun maatte skynde sig. Klokken var blet mange, og hun var ræd, han Lars-Johan vented paa middagsmaden.
De haandtoges med snurpede smil,
Da Per-Nilsa Karen var alene, knuged hun næverne og kjendte dragelse til krampe. «Den førbannade mærra!» tuded hun koldt og taareløst. Det skulde hun ikke ha gjort omsonst.
Brillerne og bønnebogen laa paa kommoden ved hodegjærdet, hun tog dem og aabned bogen; men andagten var ikke tilstede. Tankerne vaset med andre ting ikveld. – Lars-Johan Else hadde ret. Paulina reiste gladelig efter slampen sin, det var ikke vondt at skjønne. Hun var jo plent omskiftet paa disse korte timerne, lo og sang akkurat som i gamle dage og snakked venlig til moren. – – Men hun skulde sætte stopper for den reisen – – –
Og saa var det der igjen, det som hadde slaat ned i hende som et lyn idag, straks hun fik syn for omskiftet hos Paulina. Hun hadde skubbet det unda sig, ikke villet ha med det at skaffe, men det dukked op igjen, atter og atter.
Ingen levende sjæl vilde ane det mutterste gran.det duntæppet, hun Albert-Johanna hadde laant ifjor, da hun kreperte af barselfeber.var: her: dynetrekk; dial. dynværet, hauputværet, dynevær, putevær, dynevar; jf. brevvær: konvolutt (NN); «Sæk eller Pose at forvare noget i; saaledes ogsaa vaar, Omslag, Emballage (…) mer alm. om et vaar (Pudevaar), saasom Dynevær el. Sengvær; men har i dette Tilfellet ogsaa en anden Form Var» (NO)
Klokken slog ti. Det blaaste en ustadig storm fra nord, og regnet plasked i byger mod væggen. Det kulsed i hende og hun trak skindfælden op over skulderen, og bønnebogen datt paa gulvet. – –
Tusen gange heller se hende i svarte jorden end gift med Øra-Jon. – – – Synd? – Døde hun nu fik vorherre sjælen, uvist hvordan det kunde gaa siden. – – Synd? – Tanken urodde. Den synd fik hun staa i at ta paa sig: Vorherre tilga nok – det var for hans skyld, hun vaaged det, og ikke for sin egen – det vidste han bedst. – – – Synd? hvisked det paany. – Synd! næsten ropte det i øret paa hende. Aa nei, sukked hun ørsken og vælted sig i sengen; hun kunde godt la være, værged hun for sig. Duntæppet laa der jo bare og med et andet vaarvar: her: dynetrekk; dial. dynværet, hauputværet, dynevær, putevær, dynevar; jf. brevvær: konvolutt (NN); «Sæk eller Pose at forvare noget i; saaledes ogsaa vaar, Omslag, Emballage (…) mer alm. om et vaar (Pudevaar), saasom Dynevær el. Sengvær; men har i dette Tilfellet ogsaa en anden Form Var» (NO)Vilde ikke han, som ovenfor sad, kunde han hindre det. Magten og æren var hans. – Og han værned og hegned om sine, det hadde hun tidt og ofte maattet sande.
Hun famled efter bønnebogen og ledte op kveldsbønnen, men sovned før femte linjen var læst. –
Vokse ved nordrindende vand og plukkes i midnatstunden, hadde gammelkjærringen paa Føggeltaen lært hende. – – Aaja, de gamle de kunde meget, de. Den gang de levde op, sad der ikke som nu en doktor i hver fjerding
Lars-Johan Else krøb mellem stenene, glytted, bøied vart bregneblade og lysked under lushat. Her omtrent skulde ærensprisenærenpris: legeveronika; ty. Ehrenpreis, veronica officinális
Det var ikke pass og omtanke,
Et par smaa blade, rundagtige og sølvhvide, grodde frem mellem graastenen, og hun grov og rykked forsigtig planten op med roden. Var der én, fandtes sagtens fler, og mange trængtes ikke for at døive feberen. At hun ikke hadde grebet til det midlet før! Men det gamle skulde der støt gjøres nar af. Og ikke mere den dugde den doktormedicinen de tylled i hende – – – –
Saa forandret Paulina var blet. – Snild og medgjørlig paa en vis hadde hun altid været, men nu var hun ganske som en gudsengel. Laa med et smil og var inderlig taknemlig for den mindste haandsrækning. – – – Og saa glad hun var i gutten sin, vilde endelig ha ham i sengen og laa og smaasnakked med ham, saa ofte hun bare hadde en lise. – – –
Undres paa, om det hun sa til Per-Nilsa Karen hadde bidt paa? Det ligned mest til det. Aaja da – sandheden var god for nogen hver at høre.
Men Paulina var blet saa rar af sig mod moren, omtrent som frøs hun, straks hun nærmed sig sengen. Kvakk hun ikke plent tilveirs igaar, da Karen dytted tæppet om hende. – – – Ikke likte hun at bedstemoren stelte om gutten heller. Det var urimeligt at ligge der med nag. Sansed hun da ikke, hvor stille og stuslen moren var blet i det sidste. – – Herregud, saa ilde det var, naar noget gik i ulag mellem to nærstaaendes.
Her hadde hun engang siddet sammen med gammelmoderen paa «Roligheden», just paa denne stenen var det. Den madam Iversen hadde været et aparteham, maatte det være hende. Som en mor hadde hun været for hele fiskeværet, og ikke var et øie tørt den dagen, hun blev rodd ud vaagen til sin sidste hvile.
Hun sang, gammelmoderen, den gangen de sad her – en underlig sang om døden, og siden fik hun den opskrevet af hende, fordi hun bad om det. – –
Lars-Johan Else kremted og prøvde stemmen. Jo, hun husked den vist, og saa sang hun med tynd, skjælvende røst, der tabte sig i nattestilheden om hende:
ikke uden» (EO); ordet er i dag redusert til
kun
Bagefter sad hun og saa indover været, hvor taagen var lettet. Stille var det, saa stille. Alting sov i sommernatten. Ikke ringeste rørelse i luften; vaagen var glat og graablank, fredelig flød baadenes flok i sine fortøininger og speilte sig sammen med husene rundt om – handelsmandens store
Det rosemalte slagur slog fire surrende slag og vækked Per-Nilsa Karen; hun hadde heldt sighelde (helle), i perf. part. heldt, i stedet for det forventede intransitive v. halle: dial. «å hall' seg»: legge seg nedpå og ta en kort hvil, som bøyes som kasta; jf. å halla: «hvile lidt, lægge sig ned for en liden Stund» (NO). Tilsvarende RNs bruk her finnes enkelte eks. hos samtidige forfattere, jf. Aanrud Fort. (1891): «(dial.): Berthe var blit enda uslere, hun havde heldt sig lidt bortpaa sengen» (NRO).
Døren til nystukammerset stod paa gløtt, og hun hørte sagte, enstonig ynk. Det var akkurat, som Paulina var ræd. – – Skjønte hun – – –? Hun var blet ligesom saa skræmt og sky af sig og syntes ikke om, at moren passed og fjælgedfjelge: stelle; «fjelga: pudse, feie, gjøre reen og vakker». Nordhordl.: fjelga seg: «vaske og pynte sig. Fjelga upp Huset, osv.» (NO); vanlig i Bø-dialekten: «Nu e du både flidd og fjelga»tro, én vilde gjøre det uskyldige krypet
Bra hadde det naturligvis været for alle parter, om vorherre hadde kjendtes ved det, og tat det bort fra verdens ondskab og fristelser, men ikke skulde én fremskynde herrens time. – –
Saa den gutten ligned han salig Per-Nilsa i opsynet! Sandelig var det nærpaa nifst. Og Lars-Johan Else hadde ogsaa lagt mærke til det. Det var, naar han laa vaagen og med store aabne øine, at ligheden var som tydeligst. – – Rigtig en trivelig gut – – levde han op, kom han til at slægte paa bedstefar sin – – levde han op ja. – –
Det ynked igjen, sagte og ræd. Feberen var slem. – – Per-Nilsa Karen emned sig til at staa op, men fort la hun sig nedpaa igjen.
Duntæppet – – Hun hadde tat andet vaarvar: her: dynetrekk; dial. dynværet, hauputværet, dynevær, putevær, dynevar; jf. brevvær: konvolutt (NN); «Sæk eller Pose at forvare noget i; saaledes ogsaa vaar, Omslag, Emballage (…) mer alm. om et vaar (Pudevaar), saasom Dynevær el. Sengvær; men har i dette Tilfellet ogsaa en anden Form Var» (NO)sirs: glatt, tett bomullstøy; «fineste sort farvet kattun»: bomullstøy (EO); «tynt (toskafts) bomullsty, oftast med appretur» (NA), «sirts = cantun; glatt, tettvove, toskafta bomullstøy, oftast med mønster trykt på ved blokktrykk. Opprinnelig ein indisk spesialitet» (Elstad 1997, s. 154).
Det ynked igjen; Paulina var ræd. Men hun kunde ikke vide, hvad det var for et tæppe, for vaaret var skiftet med det paa gjæstesengen, og ellers var det ikke videre forskjel paa de to tæpperne.
Og om saa var, at smitten hadde været gjemt i det plagget? Ikke hadde hun øvet det i nogen ond hensigt, og hadde vorherre ikke villet, at det som var skedd skulde ske, hadde det staat i hans magt at hindre det. Og det var for ham, hun vilde redde Paulinas sjæl. For hans skyld hun bragte sit offer. –
Vorherre – gud og fader! Det var blet saa koldt om hende og i hende, efter den kvelden hun bredte tæppet paa. – – – – – –
Hun støtted sig paa albuen og saa ud vinduet. Huf, aldrig kunde det bli slut paa denne skodden. Den vælted ind fra havet hver nat og lod en stakkar føle det klamt lige til margen. Hun la sig nedfor og strævde efter søvn.
Lars-Johan Else stiltred paa hoselæsten bort til sengen og rusked i hende.
«Du lyt komm ind nu – det dræg mod slutten med ho Paulina.»
Per-Nilsa Karen stod op og fulgte.
I det graakolde dagskjær stred Paulina sin sidste strid. De store og indsunkne blaa øine stirred angst, og fingrene plukked og napped hvileløst paa tæppet.
Moren stansed paa dørstokken og skotted sky bort paa hende.
«Ho har ikkje langt igjen, stakkar,» hvisked Else og glatted paa overbredslet.
«Ka e de du ikkje skjøn, banet mit?» spurte gudmoren og tørked pan den hendes.
«Koffer ska æ' dø nu, alt e saa godt! – Æg vil ikkje – æg vil tel han Jon. Hjælp mæ' tel aa bli frisk igjen!» klynked hun, og de blege, tørre læber bævred.
Per-Nilsa Karen tog et steg fremover. «Tænk paa Jesus, Paulina, og slaa alt anna af sind,» talte hun høit. «Han er den einaste, som kan frels di sjæl.» Og hun gik nær hen til sengen.
Men Paulina hørte hende ikke. Hun var optat af nogen, de ikke kunde se.
Det traadte over loftsgulvet med tunge støvler, bjelkerne ga sig for hvert trin, og døren til stuen fløi op paa vidt gab, og en stram liglugt fyldte kammerset. Per-Nilsa Karen tog sig for bringen og ansigtet gustned; men Lars-Johan Else lukked stilt døren.
«Her e fleir inde i nat end vi an'. – Ka i Jesu navn e det, som staar paa!»
«Gumor!» Haanden famled. Else fatted ømt om den og bøied sig tæt
«Æg ska ta han, gubanet mit, ængst dæg ikkje før han. Naar æg ber han Lars-Johan, gjær han det nok. Gud ha nægta os nokken sjøl, nu kan han bli mit alderdoms ban,» graat Lars-Johan Else. «Og æ' ska stell om han som va han min ejen.»
Klokken tikked med skarpe smaa tikk, indimellem rasled og skured lodkjettingen
Da hun kom ind, stod Karen over vuggen. «Ha du set testamentet?» spurte hun skyndsomt. «Æg vil læs et gudsord før ho, hvis hun vaakna tel sans og samling.»
«Plag hende ikkje – gud kjendes vist med ho uden det. Og min formeining e, at ho staar blankar for han end nokken af os to, arme syndere.»
Per-Nilsa Karen blev bøs. «Vi kan alle træng gudsordet med paa veien, og ikkje vil æg forhold mit ejet barn det, om æg saa e aldrig saa klein og syndfuld i dine aua.»
«Mor,» den syge reiste sig rapt og rank. «Mor, faar æg peng tel brurkjole – –?»og saa frem for sig med store øine mor, faar jeg brudekjolen paa?
Hun sank ledløst
Med testamentet i fanget sad Per-Nilsa Karen og vagted paa, at Lars-Johan Else la liget tilrettes, trykked øinene igjen og stak en kvist af kristiblodsdraaben
Kjær hadde Paulina støtt været gudmoren, og haandlaget var vart og omtænksomt, net som den døde led nogen tort, hvis ikke alt blev i orden. Og det, hun hadde brug for, tog hun sig, som aatte hun de ting i huset var, roted frem af kommode og dragkiste
Hun hadde faat det slig hun ønsked, Lars-Johan Else. Hadde skilt hende af med morsmyndigheden, og gjort hende til âp og spetakkel for gud og hvermand, for det vilde hun bli, naar det blev sagt, hun ikke var betroendes den vesle bansungen efter datteren sin. – – – Men hun fik ta det med, som en herrens prøvelse og bære korset, som det sømmed sig en sand kristen og en gjenfødt himmelens borger. Stod hun ren og tvættet
Kunde hun bare faat graate – men alt det hun vilde og strævde, nytted det ikke det gran. Og der gik Lars-Johan Else, den mærra, og sipte og hiksted og glante efter hende og undred sig og førte hende sagtens paa folkemunde for det ogsaa. Ingen burde vel været nærmere til at syne sorgen end hun som mor var. – – – –
Ikke kunde Lars-Johan Else eller nogen anden i verden ha anelse om, saa haardt og koldt alt kjendtes indvortes i hende. – Og kulden aad om sig og størkned alt, som taarer og rørelse var.